Finansekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull har svært ved at følge tankegangen i Venstres forslag om at udstyre Finanstilsynet med en bestyrelse og et adfærdskodeks, som skal sikre, at »samfundets interesser bliver hørt«.
»Jeg mangler et »hvorfor«. Jeg er ikke enig i, at Finanstilsynet er gået for hårdt til vaflerne, så jeg kan ikke se, hvad der ligger til grund for forslaget,« siger Lars Krull.
Omtrent samme melding kommer fra cand.oecon. og tidligere bankdirektør Jørn Astrup Hansen.
»Jeg er usikker på, hvad der dog skal komme ud af at udpege en bestyrelse, der skal føre tilsyn med tilsynet. Og kan man overhovedet finde en relevant og kompetent bestyrelse? Jeg tvivler,« siger han.
Ingen unødig aggressivitet
Hen over sommeren var Venstre og de Konservative ude med riven efter Finanstilsynet, som opførte sig »aggressivt« og »nidkært« i en sådan grad, at bankerne var decideret bange for tilsynet. Den udmelding giver Lars Krull dog ikke meget for.
»Vi skal huske på, at du og jeg også er bange for politiet, hvis vi kører for stærkt. Det er rigtigt, at der er nogle, der har fået en hård tur af Finanstilsynet, men det er jo ikke det samme som, at de har fået en uberettiget hård tur,« siger han.
Han mener ikke, at tilsynet på nogen måde har udøvet magt, som det ikke har været berettiget til.
Heller ikke Jørn Astrup Hansen finder det godtgjort, at Finanstilsynet har været for aggressivt.
Han påpeger, at tilsynet har vide beføjelser, fordi politikerne i 2009 ønskede, at tilsynet skulle have det. Samtidig kritiserer han politikerne for gennem årene at have skubbet Finanstilsynet »snart i den ene og snart i den anden retning«.
Endelig mener Lars Krull, at man skal holde sig for øje, hvad Finanstilsynets primære opgave er.
»Man skal passe på med at sidestille Finanstilsynet med en virksomhed. Det er et tilsyn, som man skal kunne stole på. Man skal huske på, at de, der primært skal beskyttes, er dem, der har indlån. Det er i virkeligheden tilsynets primære opgave.«
Finanstilsynet har ingen kommentarer til Venstres forslag.