Fredagens blodige begivenheder i det østlige Ukraine kan bringe landet tættere på en russisk militærintervention, mener senioranalytiker Peter Munk Jensen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Dagen igennem har der været kampe mellem pro-russiske separatister og ukrainske demonstranter, og fredag aften brød en voldsom brand ud i en bygning i det centrale Odessa i forbindelse med kampene.

»Som jeg ser det, kan der være tale om en meget voldsom optrapning. Det kan være, at det falder til ro igen, men det kan også være, at det giver Putin påskud for en militær reaktion,« vurderer Peter Munk Jensen.

Mindst 38 personer omkom i branden i Odessa, mens fire blev dræbt under demonstrationer tidligere på dagen.

To ukrainske soldater mistede livet i udkanten af den østlige by Slavjansk efter angreb fra pro-russiske separatister ifølge det ukrainske forsvarsministerium.

»Vi ved, at russerne allerede har forberedt en såkaldt fredsbevarende mission, som man i givet fald sender ind over grænsen for at beskytte den russisktalende befolkning mod overgreb. Ikke alle 40.000 mand, der står ved grænsen, men måske en mindre styrke,« mener Peter Munk Jensen.

Pro-russiske separatister har i de seneste uger besat mindst 12 byer i det østlige Ukraine, men urolighederne har ikke ført til dødsfald før nu, hvor uroen har ramt Odessa.

»Putins talsmænd har jo allerede før begivenhederne i Odessa været ude at sige, at Geneve-aftalen var død efter angrebet på Slavjansk. Jeg har været forsigtig med at råbe ulven kommer indtil videre. Vi har set et varigt højt spændingsniveau i Ukraine, som er steget periodevist for herefter at falde tilbage til den normale høje spænding igen. Det er for tidligt at sige, om det mønster vil gentage sig, eller om det bliver brudt nu,« siger Peter Munk Jensen.