Se og Hør-journalister, der har modtaget mails med informationer om ugebladets kilde, som angiveligt har leveret ulovlige oplysninger, bliver ikke uden videre gjort ansvarlige for ulovlighederne. Det vurderer Vibeke Borberg, der er mediejurist og adjunkt ved Københavns Universitet.

»Det at have haft kendskab til noget er jo ikke det samme som at være med i noget. For at blive gjort ansvarlig skal man have et eller andet med det at gøre, og det synes jeg ikke rigtig, det her siger noget om,« siger hun.

BT skriver, at 16 Se og Hør-medarbejdere, herunder Henrik Qvortrup og hans efterfølger på chefredaktørposten, Kim Henningsen, har været vidende om den omfattende og systematiske overvågning af kendte og kongeliges dybt fortrolige kreditoplysninger. Flere medarbejderne er sendt hjem.

»Medarbejdere, der er blevet sendt hjem, har været involveret på en måde, som gør, at ledelsen synes, man må sende dem hjem nu. Men det er jo ikke rigtigt et bevis i strafferetligt henseende,« siger Vibeke Borberg og begrunder, hvorfor medarbejdere ikke bare kan gøres ansvarlige:

»Hvis de ting, der er kommet frem, er rigtige, så er det en arbejdsplads, som har haft det (overvågning, red.) som en del af sin metode, og det synes jeg ikke, man som medarbejder får et ansvar for, medmindre man har været med til at gøre noget forkert.«

BT har offentliggjort flere interne Se og Hør-mails, der handler om den hemmelige kilde. De dokumenterer ifølge Vibeke Borberg ikke, hvorvidt den hemmelige kilde har modtaget penge fra Se og Hør, og det er et helt afgørende spørgsmål.

»Hvis Se og Hør har betalt kilden penge for at udføre pligtforsømmelse, så er vi inde i det, der hedder returkommission, og det er en strafferetlig forseelse, der er ret alvorlig. I de mails, der er lagt frem, står der ikke noget om betaling. Der står bare, at vi har en kilde, og han leverer nogle oplysninger,« siger Vibeke Borberg og fastslår, at der er for tidligt at drage konklusioner:

»Der er iværksat en lang række undersøgelser, som skal afdække, hvad der er sket, og hvem der haft fingrene nede i kågedåsen, og jeg synes, man må vente med at se, hvad det giver anledning til at drage af konklusioner.«

Københavns Vestegns Politi arbejder på højtryk på sagen. Torsdag blev den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen afhørt. Han satte med sin bog gang i afsløringerne. I den kommende tid vil en del andre personer blive afhørt, oplyser politiet.

Sagen får justitsminister Karen Hækkerup (S) til at se på, om borgernes private oplysninger er for nemme at misbruge.

»Den konkrete sag rammer ned i en kompleks og meget vigtig diskussion om dataregistrering og forbrugerbeskyttelse. Og der er bestemt brug for at begynde at tænke sig om. Jeg har derfor bedt mine embedsmænd sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet om at kortlægge beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger med videre. Jeg inviterer gerne til en politisk drøftelse, når vi er blevet klogere på sagen,« siger Karen Hækkerup i en skriftlig kommentar.

»Viser det sig, at der er brug for ny lovgivning, stærkere tilsyn, skrappere krav eller noget helt fjerde, skal der ikke herske tvivl om, at jeg klar til at gøre, hvad der skal til, for at undgå gentagelser,« tilføjer justitsministeren.