Var Blekingegadebanden stoppet, og var politi­betjent Jesper Egtved Hansen stadig i live, hvis PET havde sat mere hårdnakket ind mod banden­? Ifølge Jan Weimann og Torkil Lauesen fra gruppen kunne det have været tilfældet.

Men det er ikke ord, der bider på Per Larsen, der var operativ chef i PET og stod i spidsen for efterforskningen af Blekingegadebanden. Af to grunde: For det første mener Per Larsen ikke, at PET nølede, når det kom til at forfølge banden.

»Når man siger, at de kunne have været jaget en skræk i livet og måske stoppet, så er der jo i flere tilfælde gruppemedlemmer, der blev anholdt. Politiet var ved urolighederne ved Verdensbankens topmøde på nakken af dem. Det er givetvis ikke alle de aktuelle medlemmer af Blekingegadebanden, der var med ved den lejlighed, men hele konstruktionen var under efterforskning. Da Jens Holger dør i Aarhus efter en trafikulykke, var der en massiv efterforskning. Her var Peter Døllner og Niels Jørgensen udsat for spørgsmål fra politiet. Niels Jørgensen hang også på den på Lobeliavej på Amager, hvor man lavede en ransagning hjemme hos ham,« siger Per Larsen­ om tre tidligere medlemmer af Blekingegadebanden og fortsætter:

»Selv om der blev skabt opmærksomhed på gruppen, så fortsatte de ufortrødent. Det hænger nok sammen med, at de var så sikkerheds­bevidste, at det var svært at trænge ind til dem. Det er i bund og grund forklaringen,« siger Per Larsen.

For det andet argumenterer han for, at der ikke var nok beviser mod banden til at stoppe dens aktiviteter. Han beskriver det som »små brudstykker, der ikke passede sammen.«

»Essensen er, at vi lever i et retssamfund, hvor man selvfølgelig skal skabe et vist grundlag, før man overhovedet tager sig skridt til at rette en mistanke mod folk. Det er PETs arbejde, hvilket fremgår af kommissionens beretning. PETs arbejde var igennem mange år at finde ud af, hvad der foregik. Var det terrorstøtte, ulovlig virksomhed eller en politisk, ideologisk indsats, de var i gang med.«

Flere aktører siger det samme

I en vurdering i »Turning Money Into Rebellion« redegør Weimann med afsæt i million­røveriet i Lyngby for, hvorfor PET ikke kom efter gruppen. En vurdering Jørn Moos, tidligere kriminalinspektør og kritiker af ­sagens forløb, er enig i.

»Enten opfattede man gruppen som nyttefulde, eksempelvis i samarbejdet med den israelske efterretningstjeneste Mossad i jagten på PFLP. Eller også har man ganske enkelt ikke været dygtig nok til at vurdere de oplysninger, man havde,« siger Moos som forklaring på, at PET ikke gik hårdere til gruppen. Han pointerer samtidig, at Bo Weimann, bror til Jan Weimann, tidligere har ytret, at gruppen måske ville være stoppet, hvis PET havde været mere offensive.

Det istemmer forfatter Peter Øvig Knudsen, der skrev tobindsværket om Blekingegade­banden.

»Det er også, hvad Bo Weimann har fortalt mig, og som fremgår af bøgerne. Det interessante er, at Jan Weimann og Torkil Lauesen tilsyneladende siger det samme, som Bo sagde til mig: Hvis politiet var gået hårdere til dem, så ville de måske have stoppet deres kriminelle aktiviteter. Det kan man ikke vide, men nu er der i hvert fald flere, der siger det,« siger Peter Øvig Knudsen.