Danskerne er villige til at betale meget mere for en ejerlejlighed end for et hus, skriver Politiken.

Ejerlejlighedspriserne stiger for tiden så meget mere end parcelhuspriserne, at en lejlighed på 80 kvadratmeter nu koster cirka det samme som et parcelhus på 140 kvadratmeter.

Aldrig før har man kunnet få så mange kvadratmeter ejerlejlighed for pengene i sammenligning med et parcelhus, viser en analyse fra Realkredit Danmark, som går 40 år tilbage.

»Den seneste tids prisstigninger på ejerlejlighederne afspejler, at flere nu flytter til de store byer. Men nu viser det sig, at lejlighedspriserne faktisk er løbet fra huspriserne over en meget længere periode end bare det seneste årti,« siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Prisen på et parcelhus på 140 kvadratmeter er opgjort i nutidspriser steget med 415.000 kroner på 40 år, hvis man fraregner inflation. Prisen på en lejlighed på 80 kvadratmeter er steget med 914.000 kroner. Dermed koster huset og lejligheden i dag koster omtrent det samme - knap 1,6 millioner kroner i snit på landsplan.

»Når ejerlejlighedernes større prisstigninger er sket over så mange år, kan de ikke udelukkende forklares med større tilflytning til storbyerne. Ser man på København, er voksende indbyggertal nemlig et relativt nyt fænomen,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge Curt Liliegreen, der er chef for Boligøkonomisk Videncenter i RealDania, er en anden årsag til lejlighedernes særlige prisstigninger, at der bliver stadig mindre ledig jord at bygge på i de store byer.

Og så er der blevet flere singler.

»Siden 1990 er der blevet flere singler end par. Er man single, overkommer man ikke et parcelhus - man vil hellere have en lejlighed i byen, fordi man er mere afhængig af et socialt netværk end af en have,« siger Curt Liliegreen til Politiken.