Den egyptiske premierminister Essam Sharaf og hele hans kabinet tilbød lørdag at træde tilbage sammen med hele hans kabinet, skriver den regeringskontrollerede avis Al-Ahram. Men iføkge den arabiske tv-station Al Arabiya er tilbudet blevet afvist af det militære råd (SCAF), som sidder på den reelle magt i landet efter Hosni Mubaraks fald.

Rygterne om regeringens afgang kommer efter den problematiske håndtering af de blodige sammenstød ved den israelske ambassade fredag aften og natten til lørdag.

Egypten blev lørdag sat i alarmberedskab efter nattens protestangreb på den Israelske ambassade i Cairo. Regeringen er til krisemøde, efter at Israel har evakueret sin ambassadørfamilie og 80 ambassadeansatte i de tidlige morgentimer lørdag.

Angrebene på ambassaden øger frygten i Israel for at blive isoleret i kølvandet på de arabiske oprør.

USAs Barack Obama udtrykte lørdag bekymring over situationen og opfordrede myndighederne i Cairo til at beskytte ambassaden. Og i Jerusalem kaldte premierminister Benyamin Netanyahu begivenhederne for ”voldsomme,” men i et forsøg på at gyde olie på vandene understregede han, at ”det kunne have været værre”.

- Jeg er glad for at det lykkedes at undgå en katastrofe, sagde Netanyahu og takkede direkte Obama for at hjælpe til.

Obama og Natayahu har aftalt personligt at holde kontakt om situationen, skriver den israelske avis Haartetz.

Imidlertid kaldte en anonym israelsk embedsmand tidligere i dag situationen for et ”hårdt anslag til de fredelige relationer”.

Upopulær "kold fred"

Siden den historiske fredstraktat mellem Israel og Egypten i 1979 har der eksisteret en såkaldt ”kold fred” mellem de to lande. Freden er blevet honoreret med milliarder af dollars fra USA til Egypten, og daværende præsident Hosni Mubarak benyttede jævnligt den diplomatiske virkelighed til at fremstå som mellemmand og forhandler både mellem Israelerne og palæstinenserne og generelt i den arabiske verden.

Også Jordan har en fredsaftale med Israel, ligesom Tyrkiet også hidtil har været på venskabelig fod med den jødiske stat.

Men fredsaftalen med Egypten har mildt sagt aldrig været populær blandt de menige egyptere, og efter Mubaraks fald i februar har der været et stigende pres fra gaden om at annullere aftalen.

Efter at Israel for tre uger siden dræbte fem egyptiske grænsevagter i forbindelse med en operation mod bevæbnede palæstinensere, er spændingerne øget. Egypterne har truet med at trække sin ambassadør hjem fra Tel Aviv, og israelerne har vedvarende sagt, at man undersøger årsagerne til dødsfaldene, men som det er vanlig praksis, har israelerne ikke undskyldt.

1.000 sårede

Begivenheden har i flere dage fået menige egyptere i Cairo til at demonstrere foran den israelske ambassade i området omkring Giza ved de store pyramider.

Det fik myndighederne til at opsætte en beskyttelsesmur rundt om ambassaden, men i forlængelse af en masseprotest fredag på Tahrirpladsen i det centrale Cairo fortsatte nogle af demonstranterne til den israelske ambassade, forcerede muren og brød ind i ambassaden.

Der er rapporteret om tre døde og flere end 1.000 sårede.