EGYPTEN: Tre fremtrædende aktivister, der spillede væsentlige roller under opstanden i Egypten i 2011, der førte til Hosni Mubaraks fald, er søndag blevet idømt tre års fængsel. Det rapporterer BBC.

En egyptisk domstol fandt de tre mænd, Ahmed Maher, Ahmed Douma og Mohamed Adel, skyldige i at have organiseret en demonstration uden tilladelse og for at have angrebet politibetjente.

De tre dømte, der længe har opfordret til at støtte demokratiet i Egypten, blev anholdt i november, da de demonstrerede mod en ny kontroversiel lov, der begrænser forsamlingsfriheden i landet.

Ifølge BBC blev de alle dømt til tre års hårdt arbejde i fængslet og en bøde på 7.000 dollar, svarende til godt 38.000 danske kroner, hver.

Dommen møder kritik fra flere menneskerettighedsgrupper.

»Det er meget væsentligt, at det ikke er første gang, vi ser Douma (Ahmed Douma) blive anholdt og stillet for rettet... Men vi har ikke før set højt profilerede aktivister rent faktisk blive idømt så lange straffe,« siger Heba Morayef, egyptisk direktør i Human Rights Watch, til Reuters.