Boligforeningen 3B og Fredensborg Kommune er efter et møde mandag aften blevet enige om at holde særligt godt øje med situationen i Egedalsvænge i Kokkedal, der i den seneste tid - igen - har været i mediernes søgelys, fordi bestyrelsen har valgt at opsige to såkaldte »danskerklubber« i boligområdet, hvoraf den ene har eksisteret i 36 år.

På mødet mandag aften oplyste Boligforeningen 3B, at den har indskærpet over for bestyrelsen i Egedalsvænge, hvilke områder den har kompetence til at tage beslutning om – og hvilke områder den ikke har kompetence til at tage beslutning om.

Derudover er det blevet indskærpet over for bestyrelsen, at det lokale beboerdemokrati også indbefatter en respekt over for mindretallets ønsker og behov.

»Der skal være plads til alle i de almene boligafdelinger. Også i Egedalsvænge. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi sammen med 3B har aftalt forskellige indsatser. Nu vil vi sammen med Boligforeningen 3B følge situationen tæt, og er der behov for yderligere tiltag, vil vi selvfølgelig diskutere dette,« siger Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), i en pressemeddelelse.

Steffen Morild, formand for boligforeningen, tilføjer:

»Vores møde understreger det gode samarbejde, vi altid har haft og har med kommunen om at løse en vigtig samfundsopgave som almen boligforening. Men det understreger også behovet for at sikre, at afdelingsbestyrelsen varetager alles interesser. Også dem, der ikke har stemt på dem,« siger han.

Første gang, bestyrelsen var i mediernes søgelys, var i forbindelse med den meget omstridte juletræssag, hvor den overvejende muslimske bestyrelse modsatte sig opsætningen af et juletræ i boligområdet.