Efterskoleelever kæntret i iskold fjord
Flere er sendt på Rigshospitalet, efter 13 elever og to lærere kæntrede i en båd på Præstø Fjord.
Flere er sendt på Rigshospitalet, efter 13 elever og to lærere kæntrede i en båd på Præstø Fjord.
13 elever og to lærere fra idrætslinjen på Lundby Efterskole er kæntret i en dragebåd på Præstø fjord, oplyser Sydsjællands Politi.
Klokken 14 var to personer savnet, og ekstrabladet.dk erfarer, at tre livløse personer er ved at blive fløjet til Rigshospitalet.
- Indtil videre er 12 personer reddet op af vandet. Der mangler stadig tre personer. Det er endnu uvist, om de tre personer stadig er i vandet, eller om de er svømmet i land, lød det fra vagtchefen tidligere klar.
Ifølge TV 2 ligger temperaturen i de indre danske farvande for øjeblikket på 2 til 4 grader.
Søværnet har indsat fire helikoptere. Redningsstationen i Klintholm og brandberedskabet i Præstø samt politiet deltager også i redningsaktionen.
- Vi bruger alle de ressourcer, vi overhovedet kan sende, siger politikommissær Erik Johansen til b.dk.
Sydsjællands Politi modtog alarmopkaldet omkring klokken 13.00 fredag. Klokken 14.50 oplyser politiinspektør Erik Johansen over for TV 2 News, at han regner med, at alle personer er bjerget i land. Han understreger dog, at det stadig skal bekræftes 100 procent.
Ifølge ekstrabladet.dk er flere elever allerede er fløjet stærkt nedkølede til Rigshospitalet. Samtidig bliver der fløjet et helt lægehold af specialister ind fra Aalborg Hospital.
Alle akutte kørsler til Rigshospitalets traumecenter bliver omdirigeret til andre sygehuse for at gøre plads til efterskoleeleverne, erfarer ekstrabladet.dk.