Sommerhuset i Tisvilde er familien Bohrs samlingspunkt. Niels Bohr sidder i den ene ende af langbordet, og hans kone, Margrethe, sidder i den anden. Familiens yngste medlemmer kæmper om pladserne ved siden af farfar Niels, for her er sjov og ballade, mens der i langbordets anden ende er anderledes streng disciplin. Sådan har Jenny Bohr fået fortalt om sin farfar, hvis sommerhus stadig er familien Bohrs samlingspunkt 89 år efter at Niels Bohr købte det.
Jenny Bohr er et af den verdensberømte fysikers 17 børnebørn. Hun blev født i sommeren 1963, blot et halvt års tid efter, at hendes farfar døde på grund af et dårligt hjerte. Selv om Jenny Bohr aldrig har kendt sin farfar, har han haft stor betydning for hendes liv på godt og ondt.
Hvis hun i sin skoletid ikke havde løst en opgave godt nok, kom lærerne med bemærkninger som »du burde kunne det bedre«, og gymnasietiden i 70ernes København var ensbetydende med anklagende kommentarer om, at hendes farfar havde været med til at opfinde atombomben.
Irritationer som disse gjorde, at Jenny Bohr i perioden, fra hun var omkring 15 til 25 år, præsenterede sig som Jenny Jensen for på den måde at befri sig selv fra tårnhøje forventninger og dumsmarte bemærkninger.
I dag bærer hun sit efternavn med stolthed
I dag bærer Jenny Bohr sit efternavn med stolthed og bruger sin farfars tanker og anskuelser i sit arbejde, hvor hun rådgiver børn og voksne med kognitive forstyrrelser som eksempelvis ADHD, og de mennesker der er omkring dem. For mens de fleste kender Niels Bohr som fysiker, betragter Jenny Bohr ham også som filosof.
»Da jeg begyndte at læse hans filosofiske og mere livsbetragtende ting, opdagede jeg en mand, som var helt fantastisk refleksiv og tænksom. Han havde en fantastisk ydmyghed over for mennesker og for sin forskning. Det er jeg meget inspireret af i mit arbejde at det, jeg kommer med, måske er noget af en løsning, men måske ikke den rigtige,« siger hun.
Derfor kan man også finde Niels Bohr i alt fra Jenny Bohrs hjemmeside til de mange opgaver, hun har skrevet inden for det pædagogiske område. Hun hiver ofte hans bøger ud fra sin bogreol og bladrer gennem de gule sider, der ofte er suppleret med en post-it ved passager, hun er særligt glad for. Jenny Bohr er slet ikke interesseret i tal eller fysik, men er sikker på, at hendes interesse for mennesker kommer fra hendes farfar.
Det var først, da Jenny Bohr selv fik børn og begyndte at reflektere over sine familieforhold, at hun omsider følte sig til rette i det efternavn, der havde plaget hende gennem mange år. Det efternavn, hun ikke selv kunne »gøre for«, da man som bekendt ikke selv vælger sin familie. Eller det efternavn, der altid kom før hende selv.
»Jeg var ikke bare Jenny, jeg var Niels Bohrs barnebarn. Jeg kunne ikke være mig selv, jeg kunne ikke blive taget for den, jeg var. Det var irriterende. Den der oplevelse af at skulle være repræsentant for noget, som jeg jo i bund og grund overhovedet ikke kunne gøre for.«
At folk nærmest tog for givet, at Jenny måtte være noget helt specielt i kraft af sin farfar, var det, der for alvor plagede hende som teenager.
»Fordi min farfar var noget af det mest begavede, der findes, så er det jo ikke sikkert, at hans børnebørn er det. Der blev stillet nogle forventninger, der gjorde, at jeg ikke kunne være anonym. Jeg har altid haft et billede af, at han var et helt fantastisk begavet, socialt og meget dejligt menneske. Og det er jo meget at leve op til eller skulle bære rundt på. Så ville man jo aldrig trænge igennem med noget, hvis man skulle sammenlignes med ham.«
Stærk akademisk tradition i familien
Oven i et temmelig prestigefyldt efternavn har der i Bohr-familien hersket en stærk akademisk tradition. Jennys onkel, Aage Bohr, vandt i 1975 Nobel-prisen i fysik, som hans egen far havde vundet i 1922. De øvrige Bohr-sønner var læge, ingeniør og advokat. Jennys egne forældre var dommer og sagfører, mens hendes søskende er præst, professor i fysik og datalog. Flere af Jennys fætre og Niels Bohrs oldebørn har desuden højtstående karrierer inden for naturvidenskab.
Ville gerne have været i lære som snedker
Jenny Bohrs egen karriere blev indledt med studier på både Odense Universitet og RUC, men hun endte med at læse til lærer og skrev efterfølgende en master i specialpædagogik. Hendes akademiske karriere lå dog ikke umiddelbart skrevet i kortene:
»Det har aldrig nogensinde været til diskussion i familien, om man skulle gå på gymnasiet. Jeg var skoletræt og sagde til min far, at jeg hellere ville i snedkerlære. Så blev han meget vred på mig og sagde, at man overhovedet ikke kunne vise, hvad man duede til, hvis man ikke læste. Og det var nok meget sådan, at holdningen var.«
Den holdning blev Jenny Bohr provokeret af, da hun syntes, at det var mere vigtigt, hvem man var, end hvad man lavede. Men folks professioner havde nu engang stor betydning i familien Bohr
»Når jeg havde venner på besøg, udspurgte mine forældre dem om, hvem deres forældre var, og hvad de lavede. Det har de selvfølgelig bare gjort af høflighed, men dengang blev jeg provokeret af det. For jeg syntes hellere, at de skulle spørge, hvad mine venner godt kunne lide, eller hvad, de syntes, var sjovt.«
Farfar på 500-kronesedlerne
I dag er det sjældent, at Jenny Bohr bliver spurgt til sit efternavn. Og når det sker, at folk spørger »Er du i familie med Bohr?« svarer hun for sjov »Hvad for en Bohr?« og det har hun altid gjort. Hun bliver glad, når de spørgende rent faktisk ved noget om Niels Bohr:
»Jeg elsker jo, når folk har læst nogle af hans ting. Det, synes jeg, er enormt spændende, når vi kan snakke om, hvad det var, han bidrog med, og hvem han var. Så er der også noget indhold i det. Så er det ikke bare det dér med nå, det er din farfar, nej hvor spændende.«
En af de mere kuriøse ting, som Niels Bohr indirekte har bidraget med, er, at hans ansigt fra 1997 til 2009 prydede den danske 500 kroneseddel. Sjovere end de danske broer, der nu er at finde på pengesedlerne, synes Jenny Bohr:
»Hvem gider at have broer på pengesedlerne, når man kan have farfar? Da min datter Amalie, som jo er hans oldebarn, var yngre, og vi skulle betale, spurgte hun altid »er det den sidste olde?«B