Så sidder man her igen. Et valg overstået. Et kryds sat. Er der mere kaffe? Nu ligger klatten hos politikerne. Videre i teksten.
Kandidaterne glor stadig ned på mig fra lygtepælen med tomme zombieøjne, som om det stadig er halloween. Som om intet er hændt. Børnene sveder igen i gymnastiksalene. Kampen står igen mellem skattelettelser og velfærd.

Det er, som om jeg har været gæst til en kæmpe fødselsdag, hvor hverken fødselsdagsbarnet eller de andre gæster har ænset min tilstedeværelse. Jeg fik bare en invitation for en uges tid siden, troppede op som ønsket, afleverede pakken og skred igen. Alle ved, at alle har været med til festen, alle har gjort nøjagtigt det samme, alle er glade, men ingen nævner det.