LONDON: Fotoet leder umiddelbart tankerne hen på to mennesker, der kan lide hinanden og til enhver tid kan samarbejde.

På billedet, der ligger på hjemmesiden for den danske ambassade i New Delhi og ledsager denne artikel, ses Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane, i omfavnelse med Indiens nye premierminister, Narandra Modi. Begge smiler, Svane holder en hånd på siden af Modi, der til gengæld holder sin venstre hånd fast om Svanes håndled.

Fotoet er iøjnefaldende i betragtning af, at Danmark har haft et belastet forhold til Indien siden 2011 på grund af sagen om våbensmugleren Niels Holck, som Danmark til stor vrede for inderne har nægtet at udlevere til retsforfølgelse i Indien.

Indien har lige siden set Danmark som en fjende og straffet danske virksomheder ved bl.a. at stoppe og trække ansøgninger om visum i langdrag, og terrorsagen menes at være en væsentlig grund til, at den danske eksport til det gigantiske indiske marked tog et ordentligt dyk i 2012.

Men nu skriver den toneangivende avis Hindustan Times i forbindelse med en artikel om den nye indiske premierminister, at Narandra Modi ser Danmark som en helt særlig »ven«. Under overskriften »Vennen Danmark« forklares det i en grafik over Modis internationale forbindelser, at Danmarks ambassadør, Freddy Svane, »siges at være en af de få udsendte, der møder Modi, når han har lyst«.

Ingen andre lande i Europa trækkes frem.

Selv siger ambassadøren i et telefoninterview med Berlingske:

»Jeg var den første europæiske ambassadør, der mødtes med ham i maj 2011, mens Modi endnu kun var ledende minister i delstaten Gujarat. Han er et politisk naturtalent, demokratisk sindet og beslutningsorienteret, og han er slet ikke den dér enehersker, som mange gør ham til.«

Freddy Svanes oplevelse af Narandra Modi står i kontrast til mange andres opfattelse af lederen for det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP).

Danmark er tidligere blevet kritiseret for sine tilnærmelser til en mand, som kritiseres for at være en nationalist med blod på hænderne efter en massakre i hans delstat Gujarat i 2002, for at forbedre forholdet til Indien efter sagen med Niels Holck.

Modi har været fordømt i årevis

I årevis har Narandra Modi været fordømt internationalt for massakren på muslimer i Gurajat 2002, året før han blev ledende minister i delstaten.

Som hævn for et overfald på et tog fyldt med hinduer gik hinduistiske nationalister amok på delstatens muslimer. Op til 2.000 muslimer blev slået ihjel. Hævntogtet var ifølge Human Rights Watch planlagt i samarbejde med myndighederne. For hinduistiske nationalister var forsynet med adresselister på muslimer, og politiet så blot passivt til, da ofre på grusom vis fik skåret maver op og fik hugget hoveder, arme, ben og hænder af med sværd.

Efter massakren besluttede EU og USA at boykotte Modi diplomatisk. Den diplomatiske isolation varede indtil 2008, da Sverige tog initiativ til, at EU skulle ophæve sanktionerne mod ham.

Danmark tilsluttede sig, mens flere af de andre EU-lande tøvede. Danmarks holdning var, at Modi var demokratisk valgt og ikke dømt for medansvar i massakren. Organisationer for Menneskerettigheder mener dog fortsat, at Modi som politisk leder ikke kan siges at være fri for ansvar.

Freddy Svanes tilgang er anderledes.

»Modi er ikke dømt i sagen, og der er trods flere undersøgelser ikke fundet beviser for, at han var hverken aktivt eller passivt involveret i massakren. Sagen har gået Modi meget på. Nogle har kaldt ham for en Hitler og alt muligt andet,« siger Freddy Svane og gør klart, at han opfatter Modi helt anderledes.»Mange siger, at han er hindunationalist. Men han kæmper ikke kun for én religion. Der var også mange muslimer, der stemte på ham til valget.«

Freddy Svane har mødt Modi sammen med flere danske erhvervsdelegationer i Indien, og flere danske virksomheder, heriblandt Rockwool, Danfoss og A.P. Møller - Mærsk, har slået sig ned i Gujarat. Et perfekt udgangspunkt for at erobre markedsandele i Indien. Ikke mindst med Modi som premierminister.

Populær blandt de unge

Indien har i dag en befolkning på 1,2 milliarder mennesker, og det politiske mål er efter en begyndende sløjere vækst at skabe én million nye job om måneden og 245 millioner job inden 2025.

»Det var særligt de unge og førstegangsvælgere, der sikrede Modi valgsejren og en rekordstor valgdeltagelse på 67 procent – 537 millioner vælgere. De vil have muligheder, uddannelse og job, og det har de kunnet se, at Modi har kunnet levere i Gujarat. Blandt andet har han satset på at sikre energi til alle, og i dag er Gujarat den eneste delstat med overskud af elektricitet. Han har også sikret vand og har planer om solfangere. Han har skabt en meget »grøn« delstat – områder hvor danske virksomheder har stærke kompetencer,« siger Freddy Svane – der ikke ønsker at kommentere Niels Holck-sagen.