De ni skuddrab i München fredag aften har sendt landets forvaltning helt ud på stolekanten.
Politikere fra alle lejre er enige om én ting: Ingen kan gardere sig 100 procent mod solostrejfere med psykiske problemer.
Men man kan sætte tidligere ind mod voldsmændene og muligvis komme de værste skader i forkøbet.
Indenrigsminister Thomas de Maizière fra CDU vil »kigge de gældende love og regler efter i sømmene,« siger han til ugeavisen Bild am Sonntag.
Han beder også befolkningen være mere opmærksomme på mennesker i deres nærhed:
»Når man ser forandringer, der giver anledning til bekymring - så må og skal man skaffe professionel hjælp.«
Mere våbenkontrol
Vicekansler Sigmar Gabriel fra SPD hæfter sig ved gerningsmandens tilstand og unge alder og kræver mere våbenkontrol.
»En ustabil eller måske endda psykisk syg 18-årig må under ingen omstændigheher kunne skaffe sig våben,« siger han til tv-stationen ARD.
Gerningsmanden i München brugte efter de seneste oplysninger et aflagt teatervåben, der var rettet til og gjort farligt igen. Han skaffede det via internettet.
Bayerns delstatsregering har holdt krisemøde og sat en bedre bevæbning af politiet i værk. Tysk politi har generelt været udstyret med relativt svage våben - lidt som dansk politi var det i mange år.
En civil betjent mødte rent faktisk gerningsmanden i München kl. 20.30 fredag aften og skød mod ham, men fik ham ikke stoppet.
»Alle skal vide, at vi som politisk ansvarlige gør alt for at beskytte befolkningen,« siger Bayerns ministerpräsident, Horst Seehofer.
Ministerpræsidenten har samtidig varslet flere penge til politiet som helhed. Ikke bare til kraftigere våben, men også til flere ansatte.
Kan forsvaret hentes ind?
Delstatsregeringen mener også, man fremover skal kunne sætte Forsvaret ind i krisesituationer.
Indenrigsminister Joachim Herrmann fra CSU havde stillet forslaget allerede efter attentaterne mod lufthavnen i Bruxelles. Men altså uden at blive hørt.
"Bundeswehr må kunne benyttes også inden for landets grænser ved en akut trussel mod borgernes sikkerhed," siger han nu.
