Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag mødes med Donald Trump i Det Hvide Hus, bliver scenen næppe større.

Selv om Donald Trump set med europæiske øjne er den mest kontroversielle amerikanske præsident i nyere tid, er der tale om en kæmpe begivenhed for statsministeren, når han kommer i audiens i Det Ovale Værelse og herfra kan være med til at befæste alliancen mellem klodens mægtigste magt og det lille kongerige mod nord.

Set i et dansk perspektiv er mødet i Det Hvide Hus samtidig med til at cementere, at Løkke for alvor er ved at vende tilbage efter lang tids fravær. I efteråret lå han underdrejet, mens han ledte efter en udgang på den fastlåste konflikt om 2025-planen og LA’s ultimative krav om at få nedsat topskatten.

Men også efter dannelsen af den nye regering spillede Løkke længe en tilbagetrukken rolle. Faktisk har ministre fra alle tre regeringspartier - udenfor citat - kunnet berette om en chef, der ikke syntes fuldt fokuseret på opgaven, som negligerede sit eget parti, og som på fatal vis forsømte relationen til Dansk Folkeparti. Det sidste var med til at bane vej for det opsigtsvækkende fælles interview mellem DF-leder Kristian Thulesen Dahl og S-formand Mette Frederiksen – hvilket kom som et chok for regeringen. Det var også i samme periode, at spekulationerne om Løkkes mulige afgang som regeringschef begyndte at gå i selvsving blandt både politikere og journalister på Christiansborg.

Ser man tilbage på Løkkes samlede tid som statsminister, er den slags udfald dog ikke så ualmindelige. Når han ikke har greb om sit projekt, eller når han presses af svære parlamentariske vilkår, kan han så at sige forsvinde. Indtil han har fundet en udvej.

Disse tænkepauser er måske nok nødvendige, men bestemt ikke hensigtsmæssige. De kan i værste fald handlingslamme vigtige processer i regeringen og sætte et helt ministerhold skakmat, sådan som det skete undervejs i den svære periode fra 2009 til 2011, da Løkke i sin første tid som statsminister skulle styre nationen gennem den destruktive finanskrise.

Nu lyder meldingerne på, at Løkke er vendt tilbage på kommandobroen på et skib, der nok er i søgang, men som trods alt vil kunne finde en rute, hvis det vel at mærke sker i samspil med DF.

Den seneste tid har Løkke været på banen i flere vigtige sammenhænge. Mandag holdt han et møde på Marienborg om konsekvenserne af Brexit. Her var han vært for repræsentanter for dansk erhvervsliv og interesseorganisationer, som alle har meget på spil i forbindelse med briternes udtræden af EU.

Inden da havde han deltaget i fejringen af EU’s runde fødselsdag ved det uformelle EU-topmøde i Rom. Et par dage før deltog han i statsrådsmiddagen på Amalienborg. Og ugen forinden holdt han tale på Kommunalpolitisk Topmøde, hvor han var med til at markere tiåret for strukturreformens indførelse og et Danmarkskort med 98 slagkraftige kommuner og fem store regioner til primært at styre sygehusvæsenet.

Her benyttede han lejligheden til at fortælle landets borgmestre, at han har lyttet til dem, bl.a. ved at sløjfe det upopulære omprioriteringsbidrag, fremsætte en friere planlov, udflytte statslige arbejdspladser og indgå en aftale om bedre integration, der sikrer, at flere flygtninge erklæres for jobparate. Før var det tre ud af 100. Nu er det 58 ud af 100, lød det fra Løkke.

Derudover har han haft de ledende ministre fra regeringspartierne samlet til et seminar, hvor man diskuterede køreplanerne for foråret, herunder forhandlingerne om boligskat, pensionsalder og økonomien for kommuner og regioner. Deltagerne talte også om den overordnede status for dansk økonomi, som er på vej, og som vil være med til at afstikke rammerne for regeringens kommende finanslovsforslag og præge det delikate dilemma om, hvordan regeringen skal håndtere forslaget til en skattereform til efteråret, som den får svært ved at finde flertal for.

Nok så væsentligt har han også været vært for et fortroligt møde med DF-toppen, og det står klart, at han omsider er begyndt at arbejde konkret på at forbedre forholdet til DF. Ja, hele regeringstoppen tænker nu aktivt i, hvordan DF kan få partiets mærkesager tilgodeset. Lykkes det at rette op på forholdet til DF, vil regeringen komme under mindre pres, og der vil være større chance for at få støtte til en række af de udspil, som snart offentliggøres.

I sin første tid som chef for VLAK-regeringen har Løkke nemlig også været belastet af, at regeringen stort set ikke har haft varer på hylderne. Det tager tid at udforme udspil og regne dem grundigt igennem, inden de kan lægges frem. Men fra nu af vil udspil blive præsenteret med korte mellemrum og dermed være med til at skabe et tiltrængt momentum for Løkke & Co.

Hvor meget regeringen vil kunne komme igennem med, er ikke til at spå om. Det er heller ikke til at forudse, om de kommende udspil vil resultere i større folkelig opbakning til statsministeren og regeringen. Men en forudsætning for fremdrift og vælgerstøtte er, at chefen nu sætter sig i bevægelse.