TUNIS: En kvadratmeter stor træplade med det knaldrøde tunesiske flag, visne blomster fra ugegamle buketter og et hvidt stykke pap med en håndskrevet tekst, der sørger over de døde og forbander deres mordere.

Det er hvad, der er tilbage på det gadekryds i centrum af den tunesiske hovedstad, hvor terroristerne senest forsøgte at amputere Tunesiens unge og fortsat skrøbelige demokrati med en kraftig selvmordsbombe.

»Vore martyrer skal hvile i himlen, og de kriminelle terrorister, der dræbte dem, skal kastes i helvede,« lyder en del af det håndskrevne budskab.

Selve terroraktionen, der fandt sted for tre uger siden, og som Islamisk Stat har taget ansvaret for, lykkedes. Den unge mand med selvmordsvesten – han kom fra et af de fattige områder af Tunis – tog 12 medlemmer af præsidentens garde med sig i døden, da han under omstændigheder, som fortsat ikke er klarlagt eller i hvert fald ikke lagt frem for befolkningen, havde held til at stige om bord på en præsidentgardens busser.

Til gengæld lykkedes det ikke den unge terrorist at tage livet af det demokrati, som de godt 11 millioner tunesere tilkæmpede sig med revolutionen under det såkaldte arabiske forår i 2011. Terrorangrebene, som der indtil videre har været tre store af i år, har fortsat ikke afgørende rokket ved den frihed og de rettigheder, som en vred, desperat, ung mand, Mohamed Bouazizi, banede vejen for, da han i dag for nøjagtigt fem år siden satte ild til sig selv på gaden i byen Sidi-Bouzid.

Selvafbrændingen fremprovokerede en folkelig opstand – Jasmin-revolutionen – der satte despoten Ben Alis regime på porten og inspirerede til revolter og revolutioner i andre lande i Nordafrika og i Mellemøsten. Her er opstandene dog slået fejl, og lande som Syrien og Yemen hærges af blodige borgerkrige, mens egypterne har fået en kopi af det gamle repressive regime tilbage.

Jasminen blomstrer stadig

Kun i det lille nordafrikanske land Tunesien holder det nyvundne demokrati og de personlige frihedsrettigheder stand – og ikke kun mod angrebene fra Islamisk Stat og andre militante islamister. Menneskerettighederne anfægtes nu også af politiets og sikkerhedsstyrkernes faglige repræsentanter, der i medierne argumenterer for, at hensynet til sikkerhed må have forrang.

Men selv om de tunesiske myndigheder har lyttet til kritikken og eksempelvis har indført en ny antiterrorlov, der udvider mulighederne for varetægtsfængsling af mistænkte fra seks til 15 dage uden adgang til advokat, så bedyrer regeringen samtidig, at den står vagt om retssikkerheden.

»Den demokratiske transition i Tunesien står over for alvorlige trusler. Men kampen mod terrorisme skal på ingen måde tjene som en undskyldning for at krænke menneskerettighederne og de fundamentale rettigheder,« fastslår premierminister Habib Essid.

Premierministeren må siges at have en vis erfaring med at tackle hensynet til borgernes rettigheder over for hensynet til statens sikkerhed. Under det tidligere regime var den nu 66-årige premierminister topembedsmand i flere ministerier – herunder Indenrigsministeriet, der var berygtet for at torturere politiske fanger.

Ligesom andre tunesere noterer premierministeren sig, at terrortruslen også sætter menneskerettighederne under pres i Europa, herunder i Frankrig og Italien, hvor nye love skal skærpe sikkerheden. Men i Tunesien er trusselsniveauet formentlig en tand højere, fordi landet er nabo til det lovløse og borgerkrigshærgede Libyen, hvor militante islamister og terrororganisationen har et fristed.

»Vi kan ikke overvurdere den fare, som Daesh (Islamisk Stat på arabisk, red.) i Libyen udgør. De seneste tre terrorangreb i Tunesien begået af Daesh blev planlagt i Libyen,« som premierministeren understregede i sidste uge på en konference i Rom om øget samarbejde mellem Middelhavslandene.

I et forsøg på at forhindre terroristerne fra Libyen i at krydse grænsen besluttede den tunesiske regering i sommer at opføre et hegn langs de to landes fælles grænse. Beslutningen var en konsekvens af terrorangrebet på et hotel i badebyen Sousse, hvor 38 – især britiske – turister blev mejet ned med koldt blod.

Men hegnet, der er ved at blive rejst, dækker kun en tredjedel – eller 168 kilometer – af grænsen til Libyen, og samtidig er de tunesiske myndigheder også truet indefra af landets egne militante islamister og tilhængere af Islamisk Stat.

Selv om Tunesien er et relativt lille land, skønnes mindst 4.000 tunesere at være rejst til Syrien for at kæmpe for IS eller andre islamistiske grupper, mens antallet i Libyen er omkring 1.500.

Arven fra Bourguiba

Religiøs ekstremisme er ellers ikke en naturlov i Tunesien, der i en islamisk, mellemøstlig sammenhæng er det ortodokse Saudi-Arabiens modstykke. Takket være Tunesiens første præsident efter ophøret af den franske kolonisering i 1956, Habib Bourguiba, fremstår den tunesiske samfundsorden som et af de mest sekulære og – i vestlig forstand – moderne i Nordafrika og Mellemøsten. Allerede samme år, som franskmændene gav Tunesien sin frihed tilbage, gav Bourguiba landets kvinder en lang række progressive rettigheder med hensyn til ægteskab og skilmisse, brug af prævention og abort og adgang til uddannelse. Året efter fik de tunesiske kvinder stemmeret, og som Ali Ben Mabrouk, en tidligere journalist på den tunesiske avis Le Quotidien, understreger, så »var det lidt af revolution i den arabiske verden, at en muslimsk leder turde udfordre Sharia (islamisk lov, red.).«

Bourguibas efterfølger, Ben Ali, fulgte i samme spor, men skruede op for undertrykkelsen og bødlernes tortur i takt med, at den politiske islam fandt fodfæste i Nordafrika og Mellemøsten. Den islamiske bevægelse Ennahda blev erklæret ulovlig, og fængslerne var fulde af bevægelsens medlemmer.

I dag er Ennahda et af de stærkeste partier i parlamentet, og som det første regerings-bærende parti efter revolutionen skulle det islamiske – men moderate og demokratiske – parti forsøge at tackle den udfordring, som det spæde, tunesiske demokrati hurtigt blev konfronteret med, da hvedebrødsdagene oven på det gamle forhadte regimes fald var ovre: Hvordan skaffer man befolkningen den økonomiske og sociale fremgang, som ved siden af kravet om frihed også var et vigtigt slogan under revolutionen.

Den udfordring er stadig en af de mest presserende at få tacklet for det unge demokrati, hvis det skal overleve, mener Abdessatar Ben Moussa, der er advokat og formand for den tunesiske menneskerettighedsorganisation, der i sidste uge modtog Nobels Fredspris sammen med tre andre af landets civilsamfundsorganisationer.

»Nu har vi en demokratisk forfatning, politiske partier og så videre, men det redder ikke Tunesien. Vi har brug for socioøkonomisk udvikling og rettigheder, for hvis ikke tuneserne oplever, at deres sociale og økonomiske vilkår forbedres under det nye demokratiske styre, vil det blive undermineret,« siger Abdessatar Ben Moussa. Han kalder på europæiske investeringer i Tunesien velvidende, at det kan svært at få ørenlyd for den opfordring efter de seneste terrorangreb.

Det handler først og fremmest om tillid

At Tunesien har brug for job, kan alle de arbejdsløse, unge mænd, der hænger ud på cafeerne midt på dagen, tale med om, og det samme kan Lamia-Louise Chehabi, der er leder af det arbejde, som Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY), udfører i Tunesien.

»Den allervigtigste udfordring er, at tilliden i befolkningen bevares, indtil Tunesien er på rette vej – også selv om borgerne måske synes, at det går for langsomt. Det handler både om de, der føler, at de har mistet noget – eksempelvis tab af sikkerhed og købekraft – og de, der føler, at de ikke har fået det, som de mener, at de er berettigede til – eksempelvis job og udvikling,« siger Lamia-Louise Chehabi, der håber, at Tunesiens nye demokratisk-valgte politikere kan holde sig på dydens smalle sti i kampen mod terrorismen.

Abdessatar Ben Moussa, formanden for Den Tunesiske Liga for Menneskerettigheder, mener, at der brug for økonomiske og sociale fremskridt, mindre ulighed og mindre korruption – tiltag, der kan fastholde tunesernes tillid til, at demokratiet kan levere.

»Der er en sammenhæng mellem fattigdom og manglende social udvikling på den ene side og terrorisme på den anden. Terroren lever af marginalisering,« fastslår han.

Det var denne marginalisering, denne ulighed, der i dag for fem år siden var med til at få den 26-årige gadehandler Mohamed Bouazizi til at sætte ild til sig selv i det sydlige og forsømte Tunesien. Og det var efter alt at dømme også denne marginalisering, som Islamisk Stat kunne udnytte, da de for tre uger siden fik en anden gadehandler, 27-årige Houssam ben Hedi fra en fattig forstad til Tunis, til at sprænge sig selv og 12 medlemmer af præsidentgarden i luften.

Berlingske var inviteret til Tunesien af Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY) og organisationen tunesiske samarbejdspartnere.