Sceneriet er i sig selv nærmest surrealistisk.

Mandag aften klokken 22.08 i Las Vegas præcis et døgn efter det historisk store blodbad under en musikfestival i den berømte forlystelsesby snurrer de enarmede tyveknægte på ny i kasinoerne på hovedgaden The Strip. Spillefugle trækker igen i håndtagene, og ved pokerbordene satses der igen høje beløb i håb om at hive den store gevinst hjem.

Neonreklamerne, højhusene og al det kulørte kunstige kitsch af gigantiske reproduktioner af alt fra Eiffeltårnet til Frihedsgudinden på The Strip skaber ligesom før tragedien en følelse af en drømmeverden, hvor alle kan få deres hedeste ønsker opfyldt.

Stephanie Tobin, der arbejder som sekretær, har også taget tre fridage for at prøve lykken i Las Vegas. Selv om hun erklærer sig »sønderknust« over tragedien søndag aften, nægter hun »at lade sig kue og gribe af frygt«.

»Jeg er kommet for at have det sjovt, og det skal en morder ikke ødelægge,« siger hun.

På den måde har masseskyderiet, der foreløbig har kostet 59 livet og såret 527, ikke ændret på Las Vegas. Og dog.

Selv om livet på overfladen går videre, er Las Vegas en mærket by. Det fornemmes tydeligt lige udenfor kasinoet, hvor Stephanie Tobin satser sine sparepenge, og hvor politibiler med blink fortsat afspærrer en lang strækning af The Strip, som i dag er ét stort gerningssted.

»Det er så tragisk,« siger Rebecca Iverson, der følger politiets arbejde fra bag afspærringen.

»Jeg vil håbe, at det her fører til en strammere våbenlovgivning. Men jeg tror ikke på, at det sker, da der ikke engang er blevet strammet op efter skoleskyderier.«

På afstand kan man stadig se et stort sort hul i glasfacaden oppe på 32. sal på luksushotellet Mandalay.

Det var deroppefra, at »galningen« Stephen Paddock, som Las Vegas-sheriffen Joseph Lombardo kalder den 64-årige gerningsmand, bankede vinduet ud med en hammer på sit hotelværelse, satte en automatriffel op på et treben for at få bedre støtte og derefter bare fyrede løs direkte ned i folkemængden af 22.000 koncertgængere foran musikscenen.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Lovlige våben

Stephen Paddock skabte ragnarok med sit masseskyderi. Han ramte helt vilkårligt – ældre, unge og børn. Op til skyderiet sad små børn på skuldrene af deres forældre for at få bedre udsyn til scenen, hvor den kendte countrysanger Jason Aldean var i gang med at underholde.

Men Stephen Paddock var tydeligvis ligeglad. Op til 100 salver affyrede han ned i mængden, og da kampklædte sikkerhedsstyrker trængte ind gennem døren til hans hotelværelse, skød og sårede han også en af betjentene. Hvorefter han begik selvmord.

På værelset fandt politiet 23 skydevåben, herunder rifler med kikkertsigte. Mindst en af dem var bygget om til at være halvautomatisk. Men det skulle blive værre endnu.

Under ransagningen af den pensionerede revisors hus i provinsbyen Mesquite, 130 kilometer fra Las Vegas, fandt politiet endnu et arsenal af våben – 18 skydevåben, sprængstoffer og flere tusinde patroner.

Uden at komme i politiets søgelys havde Stephen Paddock formået at opbygge et arsenal på i alt 42 våben. Men efterforskere har også oplyst, at de mener, at han har købt alle sine våben helt lovligt.

Hans far var på FBIs liste over eftersøgte seriebankrøvere. Men Stephen Paddock selv gik ikke for at være kriminel. En nabo har over for Washington Post beskrevet ham som sur og gnaven. Mens hans bror har beskrevet ham i et noget pænere lys som en jordnær pensionist med hang til countrymusik, burritos krydstogter, hvorfra han sendte deres mor dåser med småkager.

Til gengæld har han også beskrevet ham som en gambler. En mand med næsten sygelig trang til at spille poker og i perioder nærmest flyttede på hotel i Las Vegas.

»Det var som et job for ham. Som et job, hvor du tjener penge,« siger Eric Paddock til Washington Post og tilføjer, at hans bror efter at have tjent på ejendomssalg ville have råd til at tabe én million dollar og stadig have nok til at leve for.

»En gang var han på et hotel i fire måneder i træk. Det var som hans andet hjem.«

Eric Paddock husker også en gang, hvor hele familien overtog den øverste etage af luksushotellet The Atlantis i Las Vegas. Hans bror var meget fokuseret på, at det hele skulle foregå på en bestemt måde.

»Det skulle være den rigtige maskine med dobbeltpoint, og der skulle være en konkurrence på den. Han vandt en bil en gang.«

Eric Paddock er ikke bekendt med, om hans bror måske var kommet i spillegæld.

»Skør galning fuld af had«

For FBI og politiet er motivet til forbrydelsen fortsat et mysterium.

»Jeg er ikke i stand til at gå ind i hovedet på en psykopat,« som sheriffen Joseph Lombardo siger. Borgmesteren i Las Vegas, Carolyn Goodman, kalder massemorderen for en »skør galning fuld af had«. Myndighederne fastholder, at de ikke ser ham som en del af et internationalt terrornetværk, men som en mand, der arbejdede på egen hånd.

Men uagtet motivet får såvel Paddocks forbrydelse som omfanget af hans arsenal af våben ikke mindst Demokraterne på krigsstien.

Partiet vil have strammet markant op på våbenloven, og det angriber præsident Donald Trump for at være i lommen på våbenlobbyen.

Så sent som under et valgstævne i forrige uge i Alabama tegnede Trump et billede af, hvad der ville være sket, hvis Hillary Clinton havde vundet præsidentvalget i november.

»Hvis skurken Hillary havde vundet, ville I ikke have haft Det andet forfatningstillæg, tro mig,« sagde Trump med henvisning til Forfatningens ord om, at borgerne i USA har ret til at bære våben.

Tilhørerne svarede med taktfast at råbe »Spær hende inde«.

Men Clinton svarer kontant igen efter søndagens massakre. Hun mener, at det nu er afgørende at gå op imod den stærke lobbyorganisation National Rifle Associations (NRA) indædte kamp for at bevare de nuværende våbenregler.

Kongressen må »lette røven«

Siden 1970 er der flere amerikanere, der er døde som følge af våbenskud – herunder selvmord, mord og ulykker – end amerikanere, der samlet set er blevet dræbt i USAs krige siden den amerikanske revolution. Hver dag dør 92 amerikanere i snit på grund af våben, og amerikanske børn er 14 gange mere tilbøjelige til at dø fra skud fra et våben end børn i andre udviklede lande ifølge David Hemenway fra Harvard University.

»Vores sorg er ikke nok,« skriver Hillary Clinton i et tweet. »Vi kan, og vi må, skubbe politik til side, gå op imod NRA og arbejde sammen for, at dette ikke sker igen.«

Normalt åbner politikere ikke for en politisk diskussion om våbenloven så tidligt efter en alvorlig hændelse som massakren i Las Vegas. Men denne gang er anderledes.

Den demokratiske senator Chris Murphy holder sig heller ikke tilbage fra at politisere i kølvandet på det mest blodige masseskyderi i nyere tid.

»Det er ganske foruroligende, at mine kolleger i Kongressen er så bange for våbenindustrien, at de foregiver, at der ikke er offentlige politiske reaktioner på denne epidemi,« siger han.

»Politikernes bønner er uhyre hule, hvis de fortsat parres med lovgivningsmæssig ligegyldighed. Det er på tide for Kongressen at lette røven og gøre noget.«

Lisa Terry ved dog snart ikke, hvad hun skal mene om opgøret om våbenloven.

Hun blev selv fanget i virvaret søndag aften og er dagen derpå vendt tilbage for at se gerningsstedet. Hun stod i en bod til koncerten, da skudsalverne begyndte. Først troede hun de poppende geværsalver blot var en del af musikken, men da hun så blødende og skrigende mennesker komme løbende, blev hun skrækslagen og begyndte selv at løbe for at komme i sikkerhed.

»Jeg er ikke fan af våben,« siger hun og understreger, at hun ikke selv har et våben.

»Men helt ærligt, så tror jeg, at folk, der vil foretage sig onde ting, altid vil finde en vej til at skaffe sig våben. Hvis jeg var sikker på, at det ville føre til mere sikkerhed, hvis man strammede våbenloven, ville jeg klart bakke op. Jeg tror bare, at det er en falsk forestilling.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.