Under et besøg i Vollsmose ved Odense lancerede den norske justitsminister de fire første tiltag, som skal adressere problemerne med bander i Oslo-området. Den norske regering vil:

* Vurdere forbud mod medlemskab af bander og rekruttering til dem

* Gøre det lettere at fratage bandemedlemmer kontante pengebeløb

* Undersøge, om der i dag stilles for mange krav til samtykke om ungdomsstraf

* Udvikle en ny form for straf til kriminelle unge, som er strengere end den nuværende ungdomsstraf uden at man dog går så vidt som til at sætte de unge mennesker i fængsel.

Det nye initiativ fra den norske regering skyldes, at der i løbet af de seneste ti år er opstået regulære bander i Oslo-området, ikke mindst i den sydlige forstad Holmlia. Her har gruppen Young Bloods vokset sig stor, og den er i talrige sager sat i forbindelse med narkohandel, bortførelser, ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg. Også rockergruppen Satudarah har voldt problemer.

I sit forsøg på at få hånd om problemerne har den norske regering skævet til sine danske kolleger - ikke mindst det nylige forbud mod banden Loyal To Familia.

»Det er helt nyt, at man nu har forbudt Loyal To Familia,« sagde Inger Støjberg (V) i går til den norske avis Verdens Gang. »Og det er jeg utrolig glad for, at man har gjort, for vi har problemer med bander i Danmark.«

Kriminel virksomhed

I Norge er flere islamister blevet dømt for at have støttet eller være med i en terrororganisation. Den norske regering vil nu undersøge, om den kan overføre denne juridiske praksis til de organiserede bander.

Så måske kan vi vente et regulært forbud mod Young Bloods og Satudarah i Norge? spurgte journalisten fra Verdens Gang.

»Det kan ende med det, men det er nu ikke sådan, man har skrevet det i loven,« svarede Tor Mikkel Wara. »Det er altid en domstolsproces, som skal afgøre, hvad der er at betragte som en kriminel organisation. Hvis hovedformålet er kriminel virksomhed, så vil medlemskab af den også være det.«

Justitsminister Tor Mikkel Wara (Frp.) er sammen med integrationsminister Jan Tore Sanner (Høyre) på besøg i Danmark i disse dage. Efter besøget i Vollsmose gælder det i dag Kriminalforsorgens Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast. Besøget er kommet i stand, fordi Danmark i år har formandskabet for det nordiske samarbejde på højt niveau for flygtningespørgsmål (NSHF), oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.