Som en direkte konsekvens af angrebet på et julemarked i Berlin mandag aften, bliver sikkerheden nu øget ved julemarkeder i København og på og omkring Strøget.

Det oplyser Københavns Politi, der efter anbefaling fra PET har sendt bevæbnede betjente på gaden og placeret store betonklodser flere steder i byen for at forhindre, at man kan køre direkte ind blandt store menneskemængder.

Betonklodserne, der er magen til dem, man bruger ved vej- og byggearbejde, bliver sat op foran Tivoli, foran Strøget og på de store pladser langs Strøget. Det oplyser politiinspektør Jørgen Skov på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Betonklodser bliver til efter jul

Politiet er allerede mere massivt til stede ved flere julemarkeder i byen, hvor uniformerede og bevæbnede betjente patruljerer, og de første betonklodser er også allerede blevet placeret.

Det er blandt andet tilfældet foran Tivoli, hvor Berlingskes reporter var forbi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Betonklodserne bliver stående på pladserne indtil julemarkederne er ovre, oplyser Jørgen Skov.

Sikkerhedsniveauet i København har været forøget siden terrorangrebet i hovedstaden i februar 2015, men får altså nu endnu et nøk i vejret.

»Allerede op til julemåneden iværksatte vi nogle ekstra foranstaltninger omkring julemarkeder med videre, og nu skærper vi altså den generelle sikkerhed i byen yderligere,« siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.

Københavns Politi oplyser også, at man ikke har modtaget nogle oplysninger fra tysk politi omkring evt. gerningsmænd, der kan være på fri fod.

Almindelig praksis at øge sikkerheden

Det er almindelig praksis, at politiet øger sikkerheden som følge af terroranslag i andre europæiske lande.

Efter angrebet på Bruxelles 22. marts i år, hvor to bomber detonerede i Zaventem-lufthavnen og en i et metrotog, blev der sat ekstra betjente ind i Københavns Lufthavn og ved flere andre knudepunkter i landet, blandt andet Nørreport Station.

Dengang skrev Københavns Politi på Twitter:

Og i forbindelse med angrebet på en dansk betjent foran Politigården i Albertslund tidligere på måneden, blev ekstra mandskab beordret til at stå vagt ved samtlige politistationer i Danmark indtil man vidste, at der ikke var tale om et terrorangreb.

12 døde i »formodet terrorangreb«

Mandag aften pløjede en lastbil gennem en menneskemængde, der var forsamlet til julemarked på Breitscheidplatz ved Gedächtniskirche i det centrale Berlin.

12 mistede livet og 48 mennesker er såret - heraf 18 alvorligt.

Tirsdag morgen lød vurderingen fra tysk politi, at det var et angreb, som blev udført med vilje, og på et pressemøde tirsdag sagde forbundskansler Angela Merkel, at angrebet må betegnes som terror.

I Berlin har politiet øget sin synlige tilstedeværelse som følge af angrebet.

Julemarkederne i Berlin er tirsdag lukket i respekt for de dræbte. I resten af Tyskland forbliver julemarkederne åbne, skriver Ritzau.