Den er stor, den er gådefuld, og nu og da er den temmelig irriterende. Men den er også et visionært værk, som gør et gigantisk indtryk.

Lars von Triers "Melancholia" vil givetvis dele vandene både på festivalen i Cannes og alle andre steder, hvor den siden bliver vist. Den er nemlig en ganske skrap udfordring til sit publikum, idet den mest ligner to film, som er blevet klistret sammen - med de samme to hovedpersoner, men med vidt forskellig indhold og stil. 

To dele

Den første del af "Melancholia" hedder "Justine" og skildrer med et hav af bipersoner et overdådigt bryllup på et gods. Der er ikke sparet på noget, men bruden Justine er slet ikke glad, og alting går helt skævt. 

Så foretager filmen et kvantespring og havner i sin anden del, der hedder "Claire". Hun er Justines søster, og de går nu sammen med Claires mand og barn alene rundt på godset og venter på, at den løbske planet Melancholia skal svæve forbi Jorden.

Se Ebbe Iversen anmelde Melancholia og klip fra filmen:

Men det gør den ikke, for von Triers film handler i sidste ende om verdens undergang. Mest handler den dog om helt realistiske konflikter mellem mennesker, og den er lavet i en stil, som veksler mellem Dogmelignende håndholdt kamera og magtfulde tableauer akkompagneret af svulmende Wagner-musik.

På kanten af kitsch

Undertiden bevæger filmen sig på kanten af kitsch, men med Kirsten Dunst som Justine og Charlotte Gainsbourg som Claire i spidsen er "Melancholia" en dristig, ujævn, uregerlig og helt uforglemmelig film.

Overhovedet ikke helstøbt, men ikke desto mindre et mesterværk af en slags.

Læs fyldig anmeldelse i Berlingske torsdag. "Melancholia" får dansk premiere torsdag den 26. maj