Danmarks bedst sælgende microbil, VW up!, kommer formentlig også til Danmark i den nye elektriske Van-udgave e-Load up!, som har premiere i disse dage på IAA messen i Hannover.

»Vi vil bestemt holde øje med den nye bil, og det er ikke utænkeligt, at vi vil tage den til Danmark. Der er ganske vist ikke afgift på en elbil, men man sparer momsen,« siger marketingchef Søren Flyger, Skandinavisk Motor Co. Han peger på, at der er mange grønne virksomheder for ikke at tale om offentlige myndigheder, der kunne være interesseret i den lille Van.

e-Load up! passer til by-distribution, og som elbil hverken støjer eller forurener den. Bilen er Volkswagen Commercial Vehicles debut i at introducere el-varebil-udgaver på basis af fabrikkens modelserier.

Herhjemme har der været interesse i at få den normale e-up! hos bl.a. kommuner, for bilen er både ren og afgiftsfri. Prisen er 186.000 kroner som personbil. Uden moms som Van koster den 148.800 kroner. VW e-Load up er perfekt i bymiljøet og blandt andet lynhurtig ved lyssignalerne på grund af et fuldt moment fra 0 km/t.

VW byder på otte års garanti på litium-ion batteriet, hvor man også kan skifte enkelte celler ud. Batteriet på 230 kg er placeret mellem akslerne og tager ikke plads fra bagagerummet. Med jævnstrøm kan den lades op på en halv time, med vekselstrøm mellem fire og ni timer med hhv. 2,3 og 3,6 kW og opladning på 80 og 100 pct. Strømforbruget i snit skulle være 11,7 kWh. Rækkevidden på 80-165 km (vinter/sommer), men med en ladestander i hjemmet og måske på jobbet burde man være sikret.

Senere følger el-udgaver af bl.a. Golf (2014) og endnu senere Caddy. Konkurrenterne fra Nissan (Leaf) og Renault (Zoe) kan begge fås ombygget til varebil. Renault har desuden deres Kangoo Z.E. varebil, som netop er kommet i en ny udgave. Senest har Nissan lanceret deres eNV 200 elektriske varebil.