Trine Dyrholm, der lige nu er aktuel i serien »Arvingerne« på DR1, skal fordele guld- og sølvbjørnene ved den internationale filmfestival i Berlin, Berlinalen.

Den danske skuespiller er blevet udpeget til festivaljuryen sammen med blandt andre den Oscar-vindende østrigske skuespiller Christoph Waltz og den franske filmskaber Michel Gondry.

Selv har Trine Dyrholm vundet et hav af priser. Blandt andet er hun den eneste, der har hele fem Bodilpriser stående på kaminhylden.

De øvrige jurymedlemmer er Barbara Broccoli, Mitra Faharani, Greta Gerwig, Tony Leung samt formand James Schamus.

Den 64. udgave af Berlinalen finder sted fra 6. til 16. februar.

BNB