Pia Olsen Dyhr skulle i dag holde sin første tale på Folkemødet som partiformand for SF - hun blev valgt i februar 2014. Det slap hun samlet set godt fra. Pia Olsen Dyhr holdt fast i et tema - uligheden i Danmark - og dermed lykkedes det hende at skabe en sammenhængende fortælling i modsætning til Margrethe Vestager, hvis tale var én lang smørrebrødsseddel om regeringens godhed. Pia Olsen Dyhr nød tydeligvis også godt af, at SF ikke længere er i regering, og hun kunne derfor tale med mere kant og profilering, hvilket SF tydeligvis savnede i regeringssamarbejdet.
Nyhedsværdi: 4 stjerner.
Det hører til sjældenhederne, at politikerne bruger talerstolen på Bornholm til at lancere nyheder. Pia Olsen Dyhr var en undtagelse. Hun lancerede ønsket om en lighedskommission, der skal kulegrave ligheden og uligheden i Danmark.
Retorik: 3 stjerner.
Sprogligt elegant var talen ikke, temmelig meget lige ud af landevejen rent retorisk. Men Pia Olsen Dyhr byggede indledning og slutning fint sammen ved at begynde med at give tilhørerne en opgave: Nemlig at tænke tilbage på deres skoletid og spekulere lidt over, hvor de endte hende. Den opgave vendte hun fint tilbage til i slutningen, og der var en fin tråd igennem talen, netop fordi den kun havde et overordnet tema.
Gennemslagskraft: 3 stjerner.
Det var en personlig og engageret tale, hvor Pia Olsen Dyhr bl.a. brugte sin egen skoletid som eksempel. Hun havde bestemt en tilhørerskare. Men der var også nogle, som begyndte at snakke sammen, gik eller defilerede forbi uden at stoppe op under hendes tale.
Humor: 0 stjerner.
Jeg kan ikke give en eneste stjerne. Talen var humorforladt. Man kunne unde Pia Olsen Dyhr at have lånt lidt humor af Huxi Bach, der fik tilhørerne til at grine højlydt, da han bød Pia Olsen Dyhr op på scenen med ordene om, at det var flot, at hun havde klaret 100 dage som formand for SF, og at Venstres Kristian Jensen i øvrigt havde sagt, at han godt kunne slå hende, hvis det kom til et kampvalg. Det var sidste gang, der blev grinet, mens hun var på scenen.