NEW YORK CITY: Stormen havde ikke rigtigt ramt endnu, og Alex Rivas tænkte på, om den overhovedet kom. Klokken var 18.20, og han sad ved sit vindue i tredjesalslejligheden på 8th Avenue og kiggede ud på gaden, som også til daglig blive blæst igennem af de stærke vinde fra Hudson-floden.
Pludselig hørte han en panisk stemme udenfor. Alex åbnede vinduet. Umiddelbart så det ud som om, at en mand højlydt forsøgte at praje en taxa, men det var en politibil, han var i færd med at stoppe. Først kørte den forbi ham, men så vendte den om.
Vinden og regnen var begyndt at blive kraftigere, bemærkede Alex. Politibetjent Feliciano steg ud af bilen. Alex kendte ham fra den restaurant længere nordpå på Manhattan, hvor han arbejder som kok, og hvor New York Citys betjente ofte spiser.
»Der er en revne! Der er en revne! Bygningen braser sammen,« råbte betjenten og løb ind i bygningen sammen med sin kollega.
Alex vendte sig om mod sin kammerat, der var rejst fra New Jersey for at bo hos ham, indtil Sandy drev over.
»Bygningen næsten lige ved siden af os … Der sker noget alvorligt dernede,« sagde han og løb ned på gaden, hvor sirener hylede, og flere brandbiler ankom. Alex så betjent Feliciano komme ud af bygningen. Betjenten var tydeligt forfærdet.
»Bygningen hælder alt for meget. Jeg tror, den styrter. Hold din dør åben i tilfælde af, at vi skal op på taget,« sagde han til Alex, der nu kunne se, hvordan toppen af den treetagers bygning hældte. Bare 15-20 centimeter. Men nok til, at han godt kunne regne ud, at det her kunne blive farligt. Få minutter senere begyndte facaden at smuldre. Murbrokker væltede ned, mens brandmændene febrilsk råbte »Den vælter, den vælter!«. Og så væltede den.
»Vi skal ud nu«
Alex sprang tilbage i opgangen, men stak samtidig hovedet ud ad døren. Det regnede med mursten, og der lød flere store brag. Han troede, at hele bygningen var braset sammen. Og han frygtede, at det ville skabe en dominoeffekt. De fem sammenhængende bygninger på stedet er mere end 100 år gamle, og han regnede ikke med, at de ville kunne holde til, at én af dem kollapsede.
Derefter løb han op ad trapperne og ind til sin familie på anden sal.
»Vi skal ud, vi skal ud nu,« lød hans besked.
I lejligheden på anden sal sad blandt andre hans onkel og tante.
»Hvorfor skal vi ud?« spurgte tanten, Maria Elizabeth Montalvo.