Inger Støjberg hævdede tirsdag i et opslag på Facebook, at Muhammedtegningerne, som oprindeligt blev publiceret i Jyllands-Posten, er symbolet på vores demokratiske frihedsrettigheder. Jeg synes, at hendes opslag er under al kritik. Muhammedkrisen ramte Danmark enormt hårdt, og gav os internationalt et dårligt ry, som fik os til at fremstå som fremmedfjendske og hadske.

Inger Støjbergs opslag er i min optik ren provokation. Støjberg har ret, når hun konkluderer at vi skal være stolte af vores demokratiske frihedsrettigheder, hvoraf de væsentligste er ytringsfrihed og forenings- og forsamlingsfrihed.

Ytringsfriheden tillader os at udtale os om alt og alle, så længe det ikke er voldsopfordrende. Ikke alle lande lever op til denne frihed, og vi skal være stolte af at være en del af et land, som netop vægter denne frihed enormt højt.

Men vi taber nogle danske værdier, når vi netop anvender vores frihedsrettigheder til unødvendigt at provokere. Vi er fuldt bevidst om, at der fremkommer kraftige reaktioner, når man vælger at tegne profeten Muhammed, og jeg forstår ikke, hvorfor det på noget tidspunkt har været relevant for vores samfundsdebat.

Islamkritikere vil formentlig også hævde, at dette er en demokratisk frihed – og helt principielt, ja, det er det vel. Men det forårsager kun skade og splittelse, fremfor mangfoldighed.