Lad mig starte med at slå en ting fast: Jeg accepterer Lars Aslan Rasmussens holdninger, hvad angår Israel (»Jeg er venstreorienteret – og derfor holder jeg med Israel«, kommentar i Berlingske 21/5). Dog må jeg på det kraftigste betvivle de fakta og formuleringer, som Lars Aslan baserer sine holdninger på.

At det palæstinensiske folk har været ufrivillige brikker i de regionale stormagters realpolitiske spil er ingen hemmelighed – sådan har det været i Levanten siden Ramses II og slaget ved Khadesh. Arabiske stater har gang på gang udnyttet den politiske situation til egen vinding. Ganske rigtigt.