DSUere i opgør med svensk minister
Unge socialdemokrater forbereder en varm velkomst til den svenske finansminister Anders Borg, som er kommet til folkemødet på Bornholm for at præsentere det økonomiske, svenske mirakel.
Unge socialdemokrater forbereder en varm velkomst til den svenske finansminister Anders Borg, som er kommet til folkemødet på Bornholm for at præsentere det økonomiske, svenske mirakel.
Den borgerlige, svenske finansminister Anders Borg vil blive mødt med en ungsocialdemokratisk modkampagne, når han i dag besøger folkemødet i Allinge på Bornholm.
Borg, der ligesom den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt tilhører det store, konservative regeringsparti, Moderaterna, er ved adskillige lejligheder herhjemme blevet fremhævet som lidt af en økonomisk mirakelmager. En mand, som bærer broderparten af fortjenesten for, at de svenske vækstrater tordner derudaf.
Med skattelettelser og en stribe velfærdsreformer er den svenske regering ofte blandt borgerlige, danske meningsdannere blevet fremhævet som et forbillede for den mere fodslæbende danske regering i skatte- og reformspørgsmål.
Bevæbnet med streamere, der opfordrer til at bryde med fem myter om den svenske politik, vil omtrent 20 DSUere, herunder formand Peter Hummelgaard Thomsen, forsøge at dreje opinionen væk fra den rene beundring af den populære svenske politiker.
- Vi vil gøre opmærksom på, at det ikke er en økonomisk mirakelmager, der kommer til landet sådan som Venstre og Claus Hjort Frederiksen (V) forsøger at udråbe det til. Det er ikke en økonomisk mirakelkur, når man har en tårnhøj arbejdsløshed og en ungdomsarbejdsløshed på 20 pct. Når uligheden er steget så markant, som den er, og når man har øget statsgælden med mere end 100 mia. svenske kroner, siger Peter Hummelgaard Thomsen.
Ikke desto mindre høstede Reinfeldt og Borg i fjor en markant valgsejr over den svenske socialdemokrater med den nu forhenværende partiformand Mona Sahlin. De sikrede samtidig for første gang i årtier genvalg til en borgerlig svensk regering. Det medgiver DSU-formanden, som dog har en anden forklaring på den borgerlige valgsejr, nemlig manglende fornyelse hos det socialdemokratiske søsterparti.
- Det er klart, at når man deler skattelettelser ud for mere end 70 mia. kr., skal der ikke ret meget til, for ikke at overbevise vælgerne om at det er en god ide. Men jeg tror også, at mine egne venner derovre har nogle andre problemer at slås med. De svenske socialdemokrater er efterhånden groet i et med systemet og de mangler virkelig en ordentlig omgang selvransagelse. Ikke mindst på immigrationsspørgsmålet, siger Peter Hummelgaard Thomsen.
I præsentationsmaterialet ved folkemødet slås i overskriften på 'Miraklet hinsidan' og i en ledsagende tekst hedder det:
- Svensk økonomi boomer med høje vækstrater, mens Danmark er i recession.
DSU mener, at folkene i hans egne rækker burde have været bedre til at udpege svaghederne ved den svenske model.
- Når debatten kommer op, synes jeg ikke, at vores egne politikere har været gode nok til at nævne alle nøgletal og faktorer, som gør, at Sverige efter min mening slet ikke er et økonomisk mirakel. Der har været en alt for ukritisk gengivelse af, at de har en høj vækstrate i Sverige uden at se på, hvad der ligger bag, siger Peter Hummelgaard Thomsen.
Anders Borg interviewes i eftermiddag kl. 16.15 af Politikens debatredaktør Lars Trier Mogensen.