Torsdag sidst på eftermiddagen blev en person fundet død i Sct. Jørgens Sø i København. Første melding fra politiet lød på, at der var tale om en mand, men kort efter viste det sig, at det faktisk var liget af en kvinde, der var dukket op.

»Det viste sig, at det var en kvinde, men hun var iført noget tøj, som gjorde, at det i første omgang blev antaget, at hun var en mand.«

Det fortæller vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Brix, til bt.dk.

Den døde kvinde blev fundet i Sankt Jørgens Sø ved Gyldenløvsgade og Vester Søgade i København kort efter klokken 17.

Der skal nu holdes ligsyn for at fastslå dødsårsagen, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på vold eller noget andet kriminelt.

Politiet har en formodning om, hvem kvinden er, men hun skal først identificeres.

De pårørende er endnu ikke blevet underrettede.