Drop Facebook i arbejdstiden
Over halvdelen af landets ledere forbyder sine medarbejdere at bruge sociale medier i arbejdstiden.
Over halvdelen af landets ledere forbyder sine medarbejdere at bruge sociale medier i arbejdstiden.
Hver anden chef ønsker ikke, at deres medarbejdere bruger sociale medier som eksempelvis Facebook og Twitter i arbejdstiden.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af interesseorganisationen Lederne, skriver Avisen.dk.
Undersøgelsen bør give anledning til, at cheferne får en diskussion omkring, hvordan man skal gribe udfordringen med sociale medier an, mener Ledernes rådgivningschef Vibeke Skytte.
Læs også på evb.dk:
Store virksomheder undgår Facebook
- For nogle virksomheder vil det jo være helt ude i skoven at lave forbud, og for andre vil det være rigtig fornuftigt. Jeg tror, man skal være meget bevidst om, hvad man vil bruge det til, siger hun.
Vibeke Skytte advarer dog mod at have for restriktive regler omkring sociale medier, da det vil kunne skræmme unge mennesker væk.
Normalt om fem år
Internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen mener, at nye fænomener som sociale medier er omgærdet af en vis skepsis, alene fordi de er nye. Men den skepsis vil være væk om få år, hvor det i stedet er andre teknologi-fænomener, alle vil være bekymrede for.
Han stiller sig dog skeptisk overfor, at så mange chefer ikke ønsker, at deres medarbejdere bruger sociale medier.
- Jeg synes at det tal lyder meget højt, men hvis man har medarbejdere, som i hverdagen sidder og har mere lyst til at være på Facebook end at lave deres arbejde, så har man nok et helt andet problem, der ikke handler om sociale medier, siger han.