Dagen derpå er i virkeligheden første etape af en ny magtkonstituering i Danmark.

Med blå bloks valgsejr ved torsdagens folketingsvalg har Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), meddelt, at hun træder tilbage som leder af partiet.

Hun skal også formelt meddele Dronningen sin afgang som statsminister, da hun nu må formodes nu at have et flertal imod sig i Folketinget. Det skete i fredag klokken 11 i Christian IXs Palæ på Amalienborg.

Kl 14 fredag begynder den såkaldte dronningerunde, hvor to repræsentanter fra hvert parti besøger Dronningen for at meddele, hvem, de mener, skal være ny statsminister, eller hvem, de mener, skal lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

Dronningen og hendes kabinet er dog ikke alene om at gennemføre dronningerunden, da den fungerende statsminister og Statsministeriet rådgiver Dronningen fra sidelinjen under hele forløbet.

Det er set før, at man har skullet igennem flere dronningerunder for at finde frem til en statsminister. Det bliver dog næppe tilfældet ved dette valg. Med de borgerlige partiers valgsejr ventes de fleste partier at pege på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), som forhandlingsleder og statsminister.

»Herefter vil han i første omgang typisk indkalde alle Folketingets partiet til forhandlinger. Men efter kort tid vil det stå klart, at nogle bestemte partier skal være grundlag for en ny regering. Og så vil det være mellem de partier, at forhandlingerne foregår, og det afklares, hvem der skal i regering sammen,« forklarer Flemming Juul Christensen, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

Hvilke partier, der kommer til at sidde i en ny borgerlig regering, er endnu ikke afklaret. Dansk Folkeparti har inden valget pure afvist at sidde med i en regering, men da partiet er blevet større end Venstre, peger både politikere og kommentatorer på, at partiet nu bør få ministerposter.

Når det politiske grundlag er forhandlet på plads, og alle de borgerlige stemmer har nikket til aftalen, så der ikke er et flertal imod Lars Løkke Rasmussen som statsminister, kan han meddele Dronningen, at han kan danne regering. I den forbindelse kan Løkke så lade sig udnævne som landets nye regeringsleder.

Herefter vælger han sit hold af ministre, som Dronningen også formelt udnævner.

Dronningen har ingen reel politisk indflydelse på Folketinget og den nye regering, men traditionen med, at hun har en formel rolle, holdes i hævd.