Lørdag 26. november: Dagen før pressemødet
Kl. 7: Jeg står op og begynder at gøre mig klar til dagen. Jeg er hjemme i min lejlighed i København. Lidt efter går jeg til Christiansborg – det er for at få noget friskt luft. Jeg kommer op på kontoret på 2. sal. Hvad ligger der, hvad er det, papirbunkerne siger, hvor var det, vi kom til i går, og hvad skal vi sørge for at få talt om i dag. Så er det af sted til Marienborg. Jeg bestiller en taxa – jeg kan jo ikke gå til Marienborg. Min Volvo er i Viborg, så derfor blev det en taxa.
Kl. 11.50: Jeg mødes med Brian Mikkelsen lidt længere ned af vejen ved kajakklubben. Han er på cykel, fordi han bor ikke så langt derfra. Vi taler sammen, og jeg kan igen nå at få noget friskt luft. Vi taler om de oplevelser, vi havde dagen før, og hvad der er på programmet i dag. Hvilke udeståender har vi? Vi taler om, hvad vi skal fortælle pressen i dag, for vi kan ikke fortælle ret meget om selve forhandlingerne. Vi ved godt, vi er tæt på en aftale. Jeg er spændt, men mest af alt er jeg fokuseret. Fokuseret fordi, det er nu, det ikke må gå galt. Det er nu, det ikke må få den konsekvens, at vi ikke finder hinanden. Jeg ved, at vi ikke er færdige med at forhandle, og at der er nogle ting, vi skal snakke om. Det er ikke bagateller. Men jeg er fortrøstningsfuld – det går den rigtige vej.