Når Dronning Margrethe om få dage stiger om bord på flyet til Ghana i Afrika, bliver det hendes statsbesøg nummer 53.

Står det til Dronningen, vil den svimlende liste blive udvidet i de kommende år, for hun har ingen planer om at trappe ned eller træde tilbage som statsoverhoved. Ser man på programmet for rejsen, er det tæt, og følger man regentens kalender herhjemme, er det tydeligt, at Dronningen er oppe i fuld kadence.

Det bliver ikke sagt direkte, men signalet er klart: Dronningen står stadig suverænt i spidsen for kongehuset og den royale familie, og hun vil løfte sin opgave, så længe hun kan.

Som hun tidligere har formuleret det, vil hun blive, indtil »hun falder af pinden«. Ikke fordi hun for enhver pris vil holde fast i tronstolen, men fordi det ligger i hendes opdragelse og er forankret i traditionen, at døden er skæringspunktet. Hun er hverken dronning fra 9 til 17 eller frem til en given pensionsalder – hun er dronning i alle døgnets 24 timer, og det vil hun være, så længe hun lever.

Kun hvis helbredet svigter, vil situationen være en anden, og her har Dronningen sagt, at hun håber, at gode mennesker vil gøre hende opmærksom, når det er tid til at træde tilbage.

Statsbesøget til Ghana vil markere, at Dronningen er tilbage på broen efter sommerens turbulente forløb, da prins Henrik udløste forargelse blandt mange danskere med sin meddelelse om, at han ikke ville begraves i Roskilde Domkirke ved siden af sin hustru gennem mere end 50 år.

Dermed forårsagede han ikke alene en krise i den kongelige familie, men satte også gang i et forløb, der truede med at slå skår af kongehuset. Det kunne have kastet institutionen ud i et indre opgør, hvis ikke Dronningen stilfærdigt, men kraftfuldt var rejst til Frankrig for at tage sig af sin mand og skærme ham fra pressen.

Kort efter kom så beskeden om, at læger på Rigshospitalet kunne fastslå, at prins Henrik lider af demens, og dermed kom hans udfald med ét slag til at stå i et nyt lys.

Diagnosen ændrer ganske vist ikke ved, at prins Henrik i lang tid har været utilfreds med sin position, og at han med sine beklagelser har sat sig selv over familien og den institution, som han har været med til at repræsentere. Han kunne i sit livs efterår have valgt at fokusere mere på, hvor stærkt monarkiet står, hvor stolt han er over sin hustrus indsats, og han kunne have vist sin glæde over at se næste generation vokse ind i rollen som Danmarks kommende regentpar.

Det gjorde han ikke, og på dette felt har Prinsen begået et faux pas, som vil blive en del af eftermælet. Men med diagnosen fik danskerne vished for, at Prinsen næppe var sig selv, da han kom med sine værste udfald.

Da prins Henrik for nylig overværede en forestilling i Det Kongelige Teater, nøjedes salen ikke med at rejse sig, da han trådte ind, men gav ham en lang og varm ovation som tegn på sympati, hvilket man ved hoffet registrerede som tegn på, at alle er kommet videre.

Bag slottets mure bliver der nu taget hånd om prins Henrik, der er omgivet af professionelle behandlere, og det betyder, at dronning Margrethe for fuld styrke kan virke som statsoverhoved.

Ser vi på striben af meningsmålinger, hvor danskerne giver deres mening til kende om kongehuset, er der ellers mange, som mener, at et generationsskifte godt må blive en realitet. De mener, at Dronningen bør træde tilbage. Ikke fordi de underkender hendes indsats, men fordi næste generation synes parat til at overtage tronen.

Alligevel gør Dronningen ret i at blive.

Dels er der hensynet til Kongehuset som institution, og det betyder, at hun må holde fast i, at funktionen som monark netop ikke er en normal stilling med faste arbejdstider og klarlagt pensionsalder.

Dels er det tydeligt, at det har været lykkeligt for kronprinsparret, at de har fået lov til at udvikle sig menneskeligt, stifte familie, tage hånd om børneflokken og få tid til at definere de opgaver og mærkesager, som de gerne vil forbindes med.

På det punkt er kronprinsesse Mary kommet længst med sit arbejde for Mary Fonden og sine internationale opgaver. Kronprins Frederik mangler endnu at få defineret sit arbejdsfelt lige så klart, men han står omvendt stærkt i kraft af sin folkelige popularitet. Derudover har efterårets besøg i Kina og Japan vist en kronprins, der for alvor træder frem som en kongelig, der samler folk og giver omverdenen et positivt indtryk af Danmark. Der er en afgrund til forskel på Kronprinsen anno 2017 og den forknytte dreng, der blev sendt ud på sine første rejser og led under al opmærksomheden.

Pointen er, at Dronningens greb om tronen har været så sikkert, at kronprinsparret har fået tid til at vokse.

Ser vi frem, vil kronprinsparret få flere opgaver tildelt, men danskerne vil samtidig kunne følge en dronning, som eksempelvis i Ghana vil kunne demonstrere de kvaliteter, hun er blevet kendt for: Det handler om hendes evne til at repræsentere sit land og skabe relationer, hendes respekt for og viden om andre kulturer samt hendes dybe indsigt i historien, som i Ghana kaster både sorte slagskygger og lys ind over Danmark, og som det af samme grund kræver omtanke at håndtere rigtigt.

Når Dronningen om få dage besøger Fort Christiansborg ved Atlanterhavet, træder hun direkte ind i et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. I kældrene under slottet indespærrede danskerne mange af de slaver, der senere blev sendt ud på lange og forfærdende rejser med skib til sukkerplantagerne i Caribien.

Men det er også i Ghana, at Danmark i moderne tid har været motor bag projekter, der baner vej for uddannelse og udvikling. Når Dronningen lander i Ghana, er hun sammen med danske virksomheder, der kan være med til at styrke infrastrukturen, forbedre landbruget og skabe bæredygtige løsninger i et afrikansk land på vej frem.

Følger man Dronningen, når hun er i felten – hvad enten det er i udlandet eller herhjemme – har hun næppe stået stærkere som samlingspunkt end i dag. Står det til hende, skal båndene først briste, når hun ikke længere er her.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator