Hvorfor blev du journalist?

For at afsløre uretfærdighed og redde verden – ak ja, man var ung dengang!

Hvis du ikke var blevet journalist?

Så var jeg blevet læge – for at redde verden ...

Hvad er en god historie for dig?

Den bedste historie bygger altid på oplysninger, nogen helst ikke vil have frem.

Hvad er den største udfordring i dit job?

En journalist er aldrig bedre end sine kilder, og det sværeste er altid at komme ind under overfladen og tæt nok på personer, virksomheder og begivenheder. At forstå at udvælge de bedste ideer og bruge ressourcerne på de bedste projekter er også altid en balancegang.

Din vigtigste erhvervshistorie de seneste år?

En af de historier, som har vakt opsigt, stammer fra min portrætbog om Grundfos-arvtageren Niels Due Jensen, hvor jeg kom tæt på stridigheder i familien og i toppen af virksomheden. Efter at bogen udkom, skete der væsentlige ændringer i ledelsen.

Arbejdsprocessen med bogen var vanskelig. Niels Due Jensen havde givet mig fuld journalistisk frihed, men han fortrød og søgte at få fjernet oplysninger fra bogen, han ikke brød sig om. Det lykkedes ham ikke.

Hvilken historie drømmer du om at skrive?

En bog om Danske Banks storslåede, men katastrofale irske eventyr, hvor bankens ledelse med Peter Straarup og Eivind Kolding i spidsen udlånte milliarder til netop den type af kulørte og risikovillige matadorer, som banken undgik i Danmark. Men projektet kræver ressourcer, som trængte forlag ikke har.

Hvor risikerer journalistikken at træde forkert?

Når vi ikke er kritiske nok og ikke tager os tid til at researche grundigt.

Hvad gør du for at stresse af?

Jeg rider på min trofaste dressurhest Camarque, pylrer om min rosenhave eller slapper af i sommerhus ved Harboøre eller Nice.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

»Why Nations Fail« af to amerikanske topøkonomer, som forklarer, hvorfor nogle lande klarer sig glimrende økonomisk, mens andre vedbliver at være fattige.