Der er koldt på toppen. Den talemåde tager Drake helt bogstaveligt på coveret til hans fjerde soloalbum, »Views«. Den canadiske rapper sidder alene på toppen af Torontos CN Tower, der fungerer som kommunikations- og observationstårn. Signalet er lige så klart som baggrundens skyer er mørke: Drake er kongen af hjemstavnen, Toronto, og af mainstream hip-hop.
Og man kan ikke tage det fra ham (endnu) – Drake er, med 600.000 eksemplarer af »Views« solgt på førstedagen, en af genrens mest populære figurer. Men det betyder ikke, at den 29-årige canadier føler sig tilfreds. Tværtimod. Alle de haters, der ifølge Drake efterligner og nedgør ham for derefter at tigge om opmærksomhed, gør byrden tung som en guldkæde. Og så er der kvinderne, der enten er for travle og selvstændige, for forpligtigelsesfobiske eller så griske, at de vil sælge hans intime hemmeligheder i bytte for en Range Rover eller en tropeferie, som han rapper på »Redemption«.
Ligesom Drakes forrige udspil indeholder »Views« en del gråtonede, men luksuriøst producerede tracks, der på medrivende vis veksler mellem lyrisk selvindsigt og selvmedlidenhed, fjendtlighed og bønfaldelse. På »9« er synthesizeren tynd og trist som slud, og Drake lyder da heller ikke særlig begejstret for at være Drake:
»And I can’t sleep these days unless I take one… / Life is always on, man, I never get a break from it«.
Tropiske indslag
Også på »Redemption« er Drake i det mutte hjørne, hvilket rapperens faste producer, Noah »40« Shebib, endnu gang får til at lyde som et sensuelt sted med få virkemidler ud over en dirrende, dunblød synth og sprød trommeprogrammering.
På tekstsiden er Drake i vanlig stil forfriskende selvkritisk (»Why do I want an independent woman to feel like she needs me?«), komisk krævende (»This year for Christmas I just want apologies«) og frustrerende disrespektfuld (når han igen hænger specifikke kvinder ud ved navn).
Percussion, der rasler og knipser, samt PARTYNEXTDOORs sødt sukkende baggrundsvokaler gør »Without You« til albummets mest oprigtigt muntre sang.
Den mest bemærkelsesværdige tilføjelse til Drakes repertoire er måske en række numre, der læner sig op ad dancehall, UK funky og afropop-genrerne. Det skrabede house-klaver står i god kontrast til dancehall-beatet og guitaren, der snor sig forførisk på »One Dance«.
»Controlla« og »Too Good«, hvoraf sidstnævnte har Rihanna som gæst, nyder godt af de tropiske strejf og pulserende rytmer, om end rapperens påtagede patois skærer lidt i ørene.
Overlæsset trackliste
Ifølge Drake repræsenterer albummets opbygning Torontos årstidsskift, og jo, man kan godt skelne de vinterdeprimerede ballader fra de solbeskinnede dansenumre. Alligevel lyder »Views« mere som en samling enkeltsange snarere end en stramt struktureret fortælling i stil med for eksempel Beyoncés »LEMONADE«. Med en spilletid på over 81 minutter kunne »Views« sagtens have fået skåret en håndfuld numre fra uden at miste momentum.
Så kunne man også være blevet fri for tåkrummende linjer som »Got so many chains they call me Chaining Tatum« fra »Pop Style« og den enerverende Future-kollaboration »Grammys«.
Dog er det et bevis på Drake og hans holds musikalske højniveau, at jeg stadig gider lytte til ham vade rundt i de samme tanker om mistillid til nye mennesker, damernes forvirrende sms’er, og hvor tæt på perfektion han selv er nået. Det hjælper også, at han ikke helt har mistet selvironien. Som han rapper på titelnummeret: »If I was you, I wouldn’t like me either«.
Hvem: Drake. Hvad: »Views«, OVO Sound/Young Money/Cash Money/Boy Better Know Republic.