Den i dag 31-årige sygeplejerske, der for præcis et år siden blev anholdt og sigtet for flere drab på Nykøbing Falster Sygehus, har indtil nu kun talt en enkelt gang offentligt - nemlig ved et retsmøde sidste sommer. Nu bryder hun tavsheden med et 12 sider langt håndskrevet brev sendt til TV2-regionen TV Øst.
Brevet er offentliggjort i sin helhed på TV Østs hjemmeside og kan læses her.
Politiet er ved at afslutte sin efterforskning, og sygeplejersken blev for nylig formelt tiltalt i sagen. Anklageskriftet lyder efter nærmere efterforskning af et to-cifret antal dødsfald på Falster-sygehuset på tre drab (et begået i 2012 og to begået i 2015) og et drabsforsøg (begået i 2015).
Sygeplejersken har ikke tidligere været i kontakt med straffesystemet, og hun nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.
Hun berører dog ikke sagens detaljer direkte eller konkret i brevet. Det må hun ikke. Hun er også underlagt brev- og besøgskontrol - og brevet sendt til TV Øst er gennemlæst af politiet.
»I over 300 dage har jeg siddet varetægtsfængslet og min retssag er ikke begyndt, selvom der nu er afsat dage til den. I et år har et sandt mareridt stået på, og mens alle andre - politi, kollegaer, medier og så videre diskuterer sagen livligt, må jeg intet sige. Jeg er pålagt mundkurv, hvilket er til stor frustration. Siden dag et har jeg siddet med en masse spørgsmål, som ingen vil besvare, og som jeg må ikke stille.«
»Jeg er hovedperson i en rigtigt modbydelig sag. Jeg kan få lov til at høre, hvad folk siger om mig, men jeg har ikke mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, jeg sidder med, og hvis de alligevel bliver stillet, ønsker politiet ikke at svare,« skriver sygeplejersken.
I stedet skriver sygeplejersken bl.a. om de forhold, hun nu i et år har siddet fængslet under, og hvad de forhold - og særligt det, at hun ikke har mulighed for at omgås andre, da der ikke er andre kvinder i arresten - gør ved hendes psykiske tilstand:
»Det er svært at beskrive hvad isolationen gør ved mig. Først bliver jeg revet ud af min hverdag, al kontakt med mine pårørende bliver afbrudt, jeg er bange, ked af det, frustreret og alle de tanker kører rundt i hovedet. Men døren bag mig er smækket, der kan gå dage uden at jeg ser andre mennesker end vagterne og man skal vente til den dag på ugen, hvor man har fællesskab med andre for at tale med nogen.«
»I starten higede jeg efter fællesskab, men nu hvor jeg har siddet så længe i isolation, kan jeg nærmest ikke begå mig i fællesskabet. Jeg rummer det ikke og ret hurtigt er ensomheden så altoverskyggende at det er det eneste, jeg kender til. På de mørkeste dage ligger jeg og kigger ud i luften, med al uroen, der kører i mit hoved og jeg tænker - hvordan gør jeg hurtigst muligt en ende på det her? Det er en tanke, der flere gange præger min hverdag. Velvidende at den er forkert, kan jeg bare ikke få den til at gå væk,« skriver sygeplejersken i brevet, der kan læses hos TV Øst.
Må lytte til væld af anklager
Siden sin anholdelsen den 1. marts 2015 har sygeplejersken jævnligt skulle møde op til retsmøder, hvor anklagemyndigheden har skullet argumentere for, at hun stadig skulle sidde fængslet, mens efterforskningen pågik. Kun én gang har sygeplejersken taget ordet. Ellers har hun måttet lytte, mens anklageren har fremlagt en række belastende vidneudsagn.
Forsvarer Jørgen Lange har flere gange under retsmøderne påpeget det urimelige i, at historier, teorier og gemen sladder kan florere i det lille lokalsamfund bl.a. blandt tidligere kolleger - mens den anklagede sygeplejerske selv er afskåret fra at forsvare sig eller give sin version offentligt:
»Ved fristforlængelserne oplever jeg anklageren male et billede af mig, hvor han nævner grimme ting, alt andet er for ham ligegyldigt. Han tager andres subjektive holdning, gør den til sin egen og fremstiller gerne tingene fra den værste side, selvom det altsammen kun er teorier. Jeg tænker på om det overhovedet bliver muligt for nogen, der skal dømme i sådan en sag, ikke allerede at have en forudfattet mening om sagen. Alle har jo læst om den i medierne,« skriver sygeplejersken.
»Mest af alt har jeg lyst til at stille mig op og råbe og skrige ved fristforlængelserne, men det må man ikke. Så har jeg lyst til at bryde grædende sammen, men jeg kan ikke, jeg er så træt og udmattet, at det eneste forsvar jeg har, er at lukke alt ude og så fremstår jeg, som om at jeg ikke reagerer,« skriver sygeplejersken ifølge TV ØST.
»Får jeg nogensinde et normalt liv?«
»Nogle gange er jeg så træt at jeg ikke engang orker at græde, jeg orker ikke at være til og hver eneste gang jeg går i seng, tænker jeg, om det her ender. Får jeg nogensinde et normalt liv, hvordan kommer jeg videre herfra, og gør jeg det? Det nemmeste ville være at opgive på forhånd. Alligevel er der noget inde i mig, der vil opnå retfærdighed, lige meget, hvor opslidende denne kamp er. Jeg ved nu, at der skal være en retssag, den skal strække sig over tre måneder, hvilket i sig selv virker helt uoverskueligt. Men hvis jeg vil opnå retfærdighed, er det en nødvendighed,« skriver sygeplejersken ifølge TV Øst.
Berlingske har ikke haft adgang til det håndskrevne brev. Ordlyden er derfor læst og referet af TV Øst.
Sygeplejersken er omfattet af navneforbud. Det betyder, at hverken hendes navn, bopæl eller pårørende identitet må oplyses.
Retssagen mod sygeplejersken begynder ved Retten i Nykøbing Falster den 11. marts. Dommen ventes først i juni måned.
Familien har tidligere sagt til bl.a. TV Øst, at de er bange for, at deres datter og kæreste ikke får en retfærdig retssag. De mener, at datteren er genstand for en regulær »tilsværtning«:
- Alle har jo set de [grimme] overskrifter. Alle har set, hvad anklageren siger, og det er nok de færreste, der ikke har dannet sig en mening om, hvorvidt vores datter er skyldig eller ej. Derfor kan vi godt være i tvivl om, hvorvidt hun får en fair retssag,« har familien sagt ifølge TV Øst.