I næsten et halvt år har en 30-årig sygeplejerske siddet varetægtsfængslet, sigtet for drab på flere patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Tirsdag besluttede Retten i Nykøbing Falster at forlænge varetægtsfængslingen i yderligere fire uger, skriver bt.dk.

Sygeplejersken nægter sig fortsat skyldig, og under retsmødet gav hun udtryk for, hvor hårdt det er for hende at skulle blive i fængslet.

»At blive beskyldt for noget, man ikke har gjort, er ekstremt byrdefuldt. Der går en masse rygter om alt muligt, og mit liv er blevet revet i stykker. Også min familie lider meget, ikke mindst min syvårige datter, der er utrolig påvirket,« lød det ifølge bt.dk fra sygeplejersken.

Kvinden skal nu sidde fængslet frem til 8. september klokken 13, sådan som anklageren havde anmodet om.

Den 30-årige sygeplejerske blev anholdt 1. marts efter en nattevagt, hvor tre patienter mistede livet. Hun blev kort efter sigtet for tre drab og et drabsforsøg, og tirsdag er hun blevet sigtet for endnu et drab, der skulle være blevet begået helt tilbage i marts 2012.

Under retsmødet kom det desuden frem, at politiet efterforsker yderligere ti dødsfald i sagen, og at politiet mener, det er afgørende, at sygeplejersken ikke får mulighed for at kontakte vidner. Det blev der lyttet til.

»Jeg mener fortsat, der er påvirkningsrisiko,« sagde dommeren i Retten i Nykøbing Falster ved domsafsigelsen ifølge dr.dk.

Den sigtedes forsvarsadvokat kærede omgående fængslingen til landsretten. Desuden ønskede forsvareren endnu en beskikket advokat, hvilket dommeren imødekom.

Den kvindelige sygeplejerske skal angiveligt have dræbt patienter ved at sprøjte medicin ind i deres blodårer.