112 henvendelser har Københavns Politi fredag eftermiddag modtaget om drabet på 16-årige Servet Abdija foran hans hjem i Ragnhildgade mandag aften.
Efterforskningsleder Hans Erik Raben gør nu status på, hvordan politiets efterforskning skrider frem.
»Vi vil gerne sige tak til borgerne for deres henvendelser, men vi vil gerne have mange flere. Der har været rigtig mange unge mennesker på gaden, og det er vigtigt for os at tale med dem,« siger han.
Har nogle af henvendelserne ført til konkrete beviser?
»Nogle henvendelser er rigtig interessante, og dem efterforsker vi stadig. Mere konkret kan jeg ikke sige.«
Politiets vurdering var kort tid efter drabet, at der ikke er noget, som indikerer, at skyderiet skulle være relateret til den verserende bandekonflikt på fortrinsvis Nørrebro i København. Den betragtning holder Hans Erik Raben fortsat fast i.
»Min første udmelding var, at det ikke er vores vurdering, at det har noget med bandekonflikten at gøre, og den efterforskning, vi har haft i gang i løbet af ugen, bekræfter den antagelse,« siger han.
Kan det ikke stadigvæk have relationer til konflikten?
»Vi fjerner os mere og mere fra den vinkel. Mere kan jeg ikke sige om det.«
Politiet har tidligere sagt, at han nok ikke er et tilfældigt offer - hvordan hænger det sammen med jeres vurdering?
»Det har noget at gøre med motiv og hændelsesforløbet op til episoden, og det kan jeg ikke sige mere om nu,« siger Hans Erik Raben.
Efterforskningslederen kan ikke fortælle, hvad næste skridt i efterforskningen er, men at politiet fortsat er til stede i »miljøerne«. Hans Erik Raben fortæller, at politiet i særdeleshed leder efter beviser og henvendelser på steder, hvor unge færdes. Heriblandt på de sociale medier.
Gerningsmanden menes at have kørt i en mørk personbil på tidspunktet for skyderiet. Informationerne vedrørende bilens nærmere kendetegn er dog sparsomme.
»Desværre har vi ikke så meget på køretøjet indtil videre, men vi har øjne og ører alle vegne, og der er mange personer på den sag,« siger Hans Erik Raben.
Servet Abdija blev dræbt af seks skud foran sin gadedør ved 21-tiden mandag aften.
