Vi er fascineret af en af de værste forbrydelser, der findes; drabet. Men spørgsmålet er, om man kan lære at forstå et drab? Og hvad med tilgivelse og straf?

To eksperter giver deres bud.

Forståelse

Vores forståelse af mennesket har i hvert fald siden oplysningstiden været, at det er et grundlæggende sympatisk og tillidsfuldt væsen. Mennesket behøver ikke at slå ihjel for at overleve, vi er i toppen af fødekæden, og derfor skal vi ikke gå og være bange for hinanden. Det er den opfattelse, som gør, at vi rammes hårdt, når en person, vi holder af, bliver dræbt.

Johannes Lang, socialpsykolog med speciale i folkedrab, vold og kultur, forklarer, at når en kær bliver taget fra os, så har vi svært ved at begribe det. Vi bliver chokerede og kan også føle had til gerningsmanden. Men manglen på forståelse kan fylde mere end had og savn.

»Når det viser sig, at mennesket ikke nødvendigvis er sympatisk, lider vores tillid til den måde, vi opfatter såvel os selv som andre mennesker på, et knæk. Vi ser, at et andet mennesket kan gøre noget så grumt som at tage et liv, og så bliver vi bange for, at det måske er noget, vi også selv kunne være i stand til,« siger psykologen.

Vi bliver altså vidne til, at det sympatiske menneske, mennesket uden fjender, kan vende sig mod sig selv og gøre det utænkelige. Forestillingen om, at mennesket er godt, rives ned for øjnene af os, og den realisation er svær at rumme, for så er det ikke kun drabsmanden, vi ikke forstår. Det er mennesket.

Men hvad så når forbrydelsen er begået, og de efterladte står tilbage efter den værste forbrydelse, vi kender? Er vi så i stand til at tilgive?

Tilgivelse

Ifølge Johannes Lang er der flere måder at anskue tilgivelse på, men dybest set handler det om at afvæbne gerningsmanden ved at fjerne de følelser, der binder ham til dig.

»Det er oftest for den efterladtes og ikke for gerningsmandens skyld, at man tilgiver. Det handler om, at den efterladte siger: »Du har ingen magt over mig længere«,« lyder det fra Johannes Lang.

Tilgivelse er til gengæld ikke noget, man beskæftiger sig med i loven, fortæller Gerd Sinding, dommer ved Retten i Glostrup.

Til spørgsmålet om, hvorvidt en gerningsmand er tilgivet, når han træder ud af fængslet efter udstået straf, siger hun:

»Retten uddeler ikke tilgivelse, og du har ikke en ren straffeattest, når du har fået en dom – heller ikke efter endt afsoning. Så i strafferetlig henseende er du ikke et ubeskrevet blad. Egentlig kan man sige, at du ikke er tilgivet, for hvis du bryder loven igen, kan tidligere domme medføre, at du får en højere straf.«

Mennesket bag monstret

Men selv om man som gernings- og drabsmand ikke er tilgivet af samfundet, kan man godt blive det af de efterladte. For eksempel via en ordning som konfliktråd, hvor gerningsmand og efterladte kan mødes på neutral grund med en mægler til stede. Ifølge socialpsykolog Johannes Lang kan sådan et møde give om ikke forståelse så afklaring på, hvad der skete.

»Når et menneske siger direkte: »Jeg har gjort noget forkert, jeg ved det, og jeg beder om din tilgivelse«, så er det meget svært for os ikke at blive afvæbnede. Gerningsmanden viser en sårbarhed i at fortryde, hvad han har gjort,« siger Johannes Lang.

Ifølge ham kan vi bedre give gerningsmanden tilgivelse, hvis han stiller sig op, angrer og beder om den. Situationen virker afvæbnende, for når vi står ansigt til ansigt med det menneske, vi foragter, ser vi netop et menneske. Vi ser ikke længere det monster, vi tidligere har forbundet gerningsmanden med. Johannes Lang forklarer desuden, at grunden til, at vi har så svært ved at acceptere drabsmænd, er, at vi har mistet tilliden til dem. De har ødelagt en del af vores tro på menneskeheden, og det bliver vi mindet om, hver gang vi kommer i kontakt med dem.

»Det bliver hurtigt til troen på, at gerningen definerer gerningsmandens »essens«. Vi tror, at når man har gjort den gerning, så er man blevet et andet væsen, og så er det uvist, om han kan finde på at gøre det igen. Vi har svært ved at stole på det menneske igen,« siger Johannes Lang.

Straf

Dermed er vi fremme ved sidste del. Straffen.

Om en straf er hård eller ej, kan være svært at tage stilling til, hvis der er følelser i spil. Derfor har vi i vores samfund en domstol, som holder sig til loven. Et regelsæt for, hvordan man skal straffes for forskellige kriminelle handlinger, hvad der spiller ind, og hvad der ingen rolle spiller for straffens udmåling.

Ifølge Johannes Lang er det svært at sige, om en straf modsvarer gerningen. Han mener, at retsforfølgelsen langt hen ad vejen er en måde at tvinge gerningsmanden ind i en kontekst. En situation, hvor vi afkræver ham den respekt og pålægger ham den tillid, som han har forbrudt sig imod.

»Det er en svær øvelse at udmåle straf, og man kan sige, at det handler om at iscenesætte en fordømmelse, og at vi opretholder en moralsk orden ved symbolsk vigtige retssager. For det giver ikke altid mening for os, at man i gåseøjne kan »nøjes« med et begrænset antal år i fængsel, hvis man har slået mennesker ihjel,« siger han.

Johannes Lang mener, at det handler om en rituel funktion, når vi straffer med fængsel. Det er en måde at vise på, at man ikke kan slippe, når man gør en ugerning, og en måde for os at forsøge at give mening til noget, som ellers ingen mening giver.

Stemplet for altid

Socialpsykologen vurderer, at der er to typer logik i spil, når vi straffer gerningsmænd. Den ene er retfærdighedslogikken, og den anden er tilgivelseslogikken.

Vi synes, at det er retfærdigt, at en gerningsmand straffes, men som almindelige mennesker har vi svært ved at bedømme, hvor meget han skal straffes.

Derfor holder vi os til loven, og folk som dommer Gerd Sinding udmåler straffen efter den. Regler betyder dog ikke nødvendigvis, at det er ligetil at afsige en dom.

»Det er en alvorlig sag at give nogen en fængselsstraf, og det er endnu mere alvorligt, når det drejer sig om 12 års fængsel eller fængsel på livstid. Derfor tænker jeg mig naturligvis ekstra godt om, inden jeg giver det. I retten tager vi ikke stilling til resocialiseringen af de dømte, men for mig er det væsentligt, at der også bliver arbejdet med, hvad der sker, når man kommer ud af fængslet,« siger Gerd Sinding.

Her bakker Johannes Lang op, for straf er ikke bare at sidde i fængsel. Tiden efter uden for de lukkede mure er heller ikke uden straf-elementer.

»Du kan godt sidde i fængslet og tage din straf. Du kan sågar være blevet tilgivet af de efterladte. Men stemplet som morder vil du altid have på dig,« siger psykologen.