Hvorfor viser I en dokumentar om en kendt dansk kriminel, der kæmper i Syrien?
»Vi er en samfundskanal, og vi vil vise globale emner på en ny og interessant måde. Vi får her en unik adgang til en historie, som vi ellers ikke får fortalt. Denne serie i tre dele om Store Abde giver et helt nyt og interessant perspektiv på krigen i Syrien. Nagieb Khaja er en meget stærk instruktør og en af Danmarks modigste dokumentar-instruktører, der tager seerne hen, hvor vi ikke har været før,« siger Michael Thouber, kanalchef på DR2.
Hvor meget har du set af filmen?
»Jeg har set nok til, at vi har følt os trygge ved, at dette kan blive et nuanceret billede og en fortælling om hovedpersonen og de problemer, som han står i.«
Hvad har du set på de optagelser, som du har set?
»Jeg har set en dansk mand, der prøver og tage ned og være en del af en global konflikt, men som samtidig må sande, at han ikke hører hjemme der. Måske er det ikke der, at han bruger sin energi bedst. Vi følger ham i en kampzone, og vi ser meget voldsomme kamphandlinger med folk, der dør. Vi ser samtidig hovedpersonen havne i en gruppering i Syrien, som måske ligger længere væk fra hans verden, end han selv troede. Men vi ser også scener af ham med hans teenagedatter hjemme i Danmark. Vi går fra det globale til det meget nære.«
Hovedpersonen er en kendt og dømt kriminel. Er DR2 med til at romantisere kriminelle med sådan en film?
»Det mener jeg ikke. Vi havde denne snak med Nagieb Khaja fra starten. Det er vigtigt, at det ikke på nogen måde bliver sløret, hvem hovedpersonen er. Man skal forstå, hvem han er som person, og hvad han søger væk fra. Det er nogle fantastiske optagelser fra Syrien, men vi har også sagt, at det er vigtigt, at vi får mandens baggrund med, og at vi giver så reelt et billede af en mand med så voldsomt et liv. Det er en udviklingshistorie om en mand, som tager til Syrien for at kæmpe for en salafist-gruppe. Optagelserne foregår stadig herhjemme, og vi ved ikke om det lykkes for ham at ændre sig liv.«
Har I betalt for nogle udgifter til Store Abdes ture til Syrien?
»Det har vi faktisk ikke. Det hænger sammen med, at vi først er kommet ind i projektet, efter at optagelserne fra Syrien er kommet i stand. Det er rent faktisk også en tilfældighed, at instruktøren ender sammen med Store Abde. På den måde er det et andet projekt, som Nagieb Khaja oprindelig tog til Syrien for at lave.«
Det kan være en overtrædelse af terrorlovgivningen at kæmpe i Syrien. Hvilke overvejelser har I gjort jer om det?
»Det har vi ikke gjort os nogen overvejelser omkring. Vi vurderer optagelserne, inden vi sender dem, og vi er i løbende dialog med Nagieb Khaja om projektet.«
Hvis det er i strid med terrorlovgivningen at kæmpe i Syrien, kan jeres optagelser blive brugt som bevismateriale. Hvordan forholder I jer til det?
»Nagieb Khajas research viser, at det ikke er en terrorgruppe, men skulle det mod forventning vise sig, at der i optagelserne er et brud på terrorlovgivningen, så vil vi følge DRs programetiske regler, når vi skal tage stilling til, hvorvidt vi skal sende det eller ej. Optagelserne er stadig i gang, og derfor er der meget, som jeg ikke kan svare på. Men vi gør os løbende overvejelser om etikken.«
