DR: »Vi har lavet et sobert program«
DR's dokumentarchef afviser at have fremstillet Inge Gorm Andersen som skurk i programmet om Brønderslev-sagen, men tager afstand fra hetzen mod hende.
DR's dokumentarchef afviser at have fremstillet Inge Gorm Andersen som skurk i programmet om Brønderslev-sagen, men tager afstand fra hetzen mod hende.
Det er ikke rigtigt, når ægtemanden til Inge Gorm Andersen, sagsbehandleren fra Brønderslev, der har haft med Brønderslev-børnene at gøre, i en kronik i Jyllands-Posten skriver, at hans kone er blevet fremstillet som "den onde sagsbehandler" i DR-dokumentaren "Børnene fra Brønderslev."
Sådan lyder det fra DR's dokumentarchef Steen Jensen, der er uenig i, hvordan Niels Gorm Andersen udlægger sagen.
- Vi har ikke fokus på Inge Gorm Andersens person og hendes personlige ansvar, vi har fokus på kommunens ansvar, både Brønderslevs og de øvrige kommuners, siger DR's dokumentarchef Steen Jensen til Berlingske.
Dokumentarchefen understreger desuden, at Inge Gorm Andersen er den repræsentant, Brønderslev Kommune selv valgte som interviewperson til programmet, og at hendes chef også var til stede under interviewet med hende.
Niels Gorm Andersen kritiserer desuden den hetz, hans kone har været udsat for, efter programmet blev vist. Hun har således modtaget stribevis af hademails, chikanerende opkald og har måttet se sig selv på forsiden af flere af landets aviser. 25 mails bliver i øjeblikket efterforsket af politiet.
- Dette lidet klædelige efterspil bør fremkalde røde øren på redaktionen i DR. For hvordan kunne et TV-program medvirke til at få et så voldsomt had op i folk?, skriver Niels Gorm Andersen i sin kronik.
Men dokumentarchefen afviser, at DR har et medansvar i den chikane, Inge Gorm Andersen har været udsat for.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi tager afstand fra den hetz, der har været mod Inge Gorm Andersen. Det beklager vi, og det er en ulykkelig situation, men det gør ikke, at vi siger, at vores program er forkert. Vi kan jo ikke styre alle de debatter, der opstår efterfølgende, siger Steen Jensen.
- Vi mener, vi har lavet et sobert program, som faktuelt afdækker denne her sag.
TV-programmet om "Børnene fra Brønderslev" blev vist på DR 1 den 6. juni. Du kan se programmet her.