DR udskrev valg ved en fejl
Det var en uheldig kursist hos DR, der kom til at sende en såkaldt breaking-sms ud om, at valget var udskrevet.
Det var en uheldig kursist hos DR, der kom til at sende en såkaldt breaking-sms ud om, at valget var udskrevet.
»Statsministeren har nu udskrevet valg til den 9. juni.«
Sådan lød det i en såkaldt breaking-sms fra DR, som blev sendt ud tirsdag eftermiddag.
Men beskeden var en fejl og sendt ud af en kursist i DRs system.
Syv minutter senere kom endnu en sms, der slog fast, at valget ikke er udskrevet. DR beklager fejlen.
Fejlen skete i forbindelse med, at DR er i gang med at teste et nyt CMS-system, og beskeden om valget kom derfor fejlagtigt ud på 1221, skriver dr.dk.
Tidligere på dagen havde DR sendt en lidt kryptisk sms ud til sine brugere, hvor en person ved navn Charlotte testede systemet.
Ifølge DR var det ikke den samme Charlotte, der udskrev valget.
På sociale medier morer folk sig dog alligevel over fejlen med hashtagget #CharlotteTesterBeredskabsmeddelelse.
»Vi er meget kede af det, og vi beklager dybt. Det burde ikke kunne ske. Der er nu en meget ulykkelig medarbejder, der ved en fejl er kommet til at logge forkert ind i systemet, så det der skulle være en øvelse, i stedet blev sendt ud til de mange danskere, der abonnerer på vores nyhedsmser,« siger Christian Lindhardt, der er redaktionschef i DR Nyheder.
Fejlen skete i forbindelse med, at DR er ved at indføre et ny websystem på hjemmesiden dr.dk. En række medarbejdere var ved at blive uddannet i systemet, og det er altså her, at en medarbejder ved en fejl fik forvildet sig ind i et forkert system.
DR har nu indført regler om, at når man fremover er i øvelsesmiljøet, så skal man begynde med at skrive »test« i en tekst og derudover lave øvelser med lidt mindre opsigtsvækkende emner end et folketingsvalg.
Christian Lindhardt lover, at de ikke kommer til at gentage fejlen.
»Vi har sørget for, at det ikke kan ske igen. Det er vigtigt for os at have en høj troværdighed, og det er også derfor, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at rette op på fejlen. Vi har sendt en sms ud så hurtigt, vi kunne, og vi har lagt historien på toppen af vores hjemmeside. Vi står ved, at vi har begået en fejl,« siger han.