Hvis Danmarks Radio virkelig ønsker sig at slippe af med virksomhedens helt unikke status som Danmarks største kulturinstitution for i stedet at blive forvandlet til en ganske almindelig stor medievirksomhed, så skal ledelsen og bestyrelsen bare fortsætte den kurs, som man har valgt med den seneste spareplan. Den grundlæggende årsag til, at vi har nordkoreanske tilstande på TV- og radiomarkedet i Danmark med en kolossal statsejet mediesektor, der subsidieres med mange milliarder kroner om året, og en privat sektor, som derfor må have kompenserende subsidiering om end på et lavere størrelsesniveau, er bl.a., at DR har nogle helt særlige forpligtelser, som den kommercielle sektor ikke har. At DR har en særlig rolle som nationens største kulturinstitution. Det gælder i forhold til den levende musikformidling i alle genrer. Det gælder i forhold til dansk kulturformidling i bred forstand, omsorg for og udvikling af det danske sprog. Forpligtelser til udvikling af dansk dramatik, til varetagelsen af den særligt ressourcekrævende dokumentarisme og nyhedsdækningen af verden omkring os med et korrespondentnet af betydelig størrelse. Det gælder særlige forpligtelser over for udviklingen af danske programtilbud til børnene, hensyn til de handicappede, til dem som skal integreres og dem på Færøerne og Grønland. Det gælder forpligtelsen til at afspejle og dække nationens store begivenheder.

DR har meldt ud, at man i konsekvens af det seneste medieforlig skal finde 75 mio. kr. i besparelser, og oven i det lægger man besparelser for 55 mio. kr., der skal bruges til såkaldt omstilling af virksomheden til nye tider. Man må forstå det som en særlig indsats for at ramme børn og unge med etableringen af »nye læringsuniverser« på nettet og flere penge til danske programmer på DR3-kanalen, som er blevet kritiseret for at være et ungdomstiltag med alt for mange udenlandske TV-serier, der lige så godt kunne have været kommercielt drevet. At DR skal gennemføre en spareplan er der ikke noget usædvanligt i. Alle statslige virksomheder pålægges et vist mål af effektivisering hvert år. Men at DR vælger at bruge spareplanen og den selvvalgte yderligere sparepulje til et første livtag med DRs rolle som kulturinstitution, det er det bemærkelsesværdige. Når man 1. januar 2015 nedlægger det populære DR UnderholdningsOrkestret, tager man ikke bare en byggesten ud af argumenterne for, at DR skulle have en mega-dyr koncertsal i Ørestaden, som vel ikke kun var til det fantastisk dygtige symfoniorkester, korene og den klassiske musik men også for de mere moderne musikgenrer og populærmusikken for hele Danmarks befolkning. Hvis DR ville beholde sin unikke rolle som kulturinstitution, så satsede man på at bevare og udvikle det unikke og ressourcekrævende i journalistikken på alle fronter og det unikke i den brede danske kulturformidling fra musikken til dramatikken og fortællingen om de danske værdier i vores kunst og historie. Hvis man vil være som alle de andre – fint nok. Men så åbner det for alvor for diskussionen, hvad vi skal med DR, når vi har et ganske glimrende TV 2, som også er statsejet. I jagten på at være noget for de unge og på alle platforme og med alt for mange kanaler at varetage, er DR ved at miste noget af sin eksistensberettigelse.