DR søger 13 nye journalister, primært digitale eksperter til mediekoncernens hjemmeside, dr.dk. Journalisternes tillidsmand, Anne Serlev, er forundret over, at DR søger nye journalister, da det kun er få måneder siden, man afskedigede omkring 30 journalistiske medarbejdere som led i en sparerunde.

I DR ser man dog intet galt i, at man skifter ud pladserne for at følge med de konstant skiftende krav i medieverdenen.

»Vi er cirka 3.000 medarbejdere i DR, så der sker hele tiden bevægelser i huset. Samtidig har vi behov for nye kompetencer, fordi vi udvikler os til den nye medievirkelighed. Nogle af de kompetencer er så specifikke, at vi ikke har dem tilgængelige i huset eller kan udvikle dem tids nok,« siger Henriette Frandsen-Melau, der er underdirektør for HR i DR.

I forbindelsen med den seneste spareøvelse i DR blev i alt 101 medarbejdere afskediget, fordi DR skulle spare 106 millioner kroner efter bortfaldet af erhvervslicensen. Dengang sagde generaldirektør Maria Rørby Rønn, at man havde forsøgt at holde antallet afskedigelser på »absolut minimum«.

»Der er gjort et kæmpe stykke arbejde for at undgå afskedigelser, og det er lykkedes i et stort omfang. Der er nogle, der er blevet afskediget, men de står på en liste, hvor de vil få tilsendt alle interne og eksterne opslag, så de har mulighed for at søge de stillinger, der passer til dem,« siger Henriette Frandsen-Melau.

Af de nye stillingsopslag fremgår det, at DR især ser ud til at ville ruste op på de digitale platforme. Anne Serlev har tidligere sagt til Berlingske Nyhedsbureau, at hun gerne havde set, at DR burde have investeret i at hjælpe nogle af de afskedigede til at blive bedre til de nye arbejdsformer stedet for at ansætte nye journalister. Men den kritik køber Henriette Frandsen-Melau ikke.

»Jeg kan ikke forstå kritikken, for jeg synes, vi har en god dialog og generelt et godt samarbejde om at finde løsninger på tværs i DR. Der er blevet gjort et stort arbejde internt. Og vi udvikler også vores medarbejdere hele tiden, ligesom vi bruger mange udviklingsmidler på vores medarbejdere,« siger Henriette Frandsen-Melau.

Anne Serlev fastslår, at man vil præsentere ledelsen i DR for kritikken ved et møde i det interne samarbejdsudvalg torsdag.