DR i kovending: Nu kommer omstridte Eurovision-dokumenter frem
Efter pres fra blandt andre kulturminister Marianne Jelved fremlægger DR nu det samlede kontraktmateriale for Eurovision Song Contest 2014, hvor budgettet skred med 77 millioner kroner.
Efter pres fra blandt andre kulturminister Marianne Jelved fremlægger DR nu det samlede kontraktmateriale for Eurovision Song Contest 2014, hvor budgettet skred med 77 millioner kroner.
DR vil nu alligevel fremlægge det samlede kontraktmateriale for Eurovision Song Contest 2014. Det oplyser generaldirektør Maria Rørbye Rønn.
Dokumenterne kan være med til give klarhed over, hvordan det kunne lade sig gøre, at Eurovision 2014 endte med en budgetoverskridelse på 77 millioner kroner.
Det sker, dagen efter at en række eksperter og politikere med kulturminister Marianne Jelved (R) i spidsen på det kraftigste opfordrede DR til at offentliggøre dokumenterne.
I en pressemeddelelse siger Maria Rørbye Rønn:
»Vi har genovervejet sagen i lyset af den enorme politiske og mediemæssige interesse og har efter samråd med bestyrelsen besluttet at udlevere kontraktmaterialet, da spørgsmålet om udlevering af materialet nu overskygger sagens egentlige fokus. Dermed fraviger vi principperne om udlevering af fortroligt materiale. Principper, der skal sikre, at DR kan agere på et mediemarked med mange aktører. Materialet er allerede udleveret til Rigsrevisionen som grundlag for dens undersøgelse af forløbet af Eurovision Song Contest 2014.«
Mandag forlød det ellers, at DR ikke ville give offentligheden indsigt i dokumenter om forløbet omkring Eurovision 2014.
DR afviste at offentliggøre dokumenterne med henvisning til radio- og fjernsynslovens paragraf 86, stk. 1, som siger, at »sager og dokumenter vedrørende DRs programvirksomhed og forretningsmæssige forhold er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen«.
Mediejuristen Oluf Jørgensen vurderede dog mandag, at DR ikke kunne nægte offentligheden adgang til dokumenterne. Også Marianne Jelved blandede sig i sagen.
»Jeg vil stærkt, endda meget stærkt opfordre parterne, herunder DR, til at lægge alle dokumenter frem. Der er mange offentlige midler i sagen. Derfor er det utilfredsstillende, at man ikke kan få indsigt i, hvordan tingene er foregået,« sagde hun mandag til Politiken.
DR havde ansvaret for selve showet, mens Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Refshaleøens Ejendomsselskab gennem Projektselskabet ESC 2014 blandt andet stod for ombygningen af B&W-hallerne ude på Refshaleøen, hvor showet blev afviklet.
Statsrevisorerne besluttede i sidste uge at sætte skatteydernes vagthund, Rigsrevisionen, til at undersøge forløbet og omstændighederne omkring det store budgetskred ved Eurovision 2014.
Eurovision 2014 endte med at koste 112 millioner kroner i stedet for knap 35 millioner, som det oprindelige budget lød på.