DR har forslået de uenige parter på Christiansborg et kompromis, som skal redde musikerne i DR UnderholdningsOrkestret.
Kulturminister Marianne Jelved mødtes tirsdag eftermiddag med kulturordførerne for at finde en løsning for underholdningsorkesteret, som DR har planer om at lukke. Partierne er imidlertid ikke blevet enige på mødet, hvor man er blevet præsenteret for DRs kompromisforslag.
Forslaget, som DR selv står bag, går angiveligt ud på at tilføre flere midler til DRs Symfoniorkester, som så skal overtage en række af UnderholdningsOrkestrets opgaver. Dermed fastholder DR, at UnderholdningsOrkestret lukker.
»Det handler hele tiden om at prioritere inden for de rammer, som Danmarks Radio har. De ser vi på nu. Men der kommer ikke flere penge udefra. Nu skal vi alle sammen prøve at finde en løsning sammen,« siger kulturminister Marianne Jelved (R) om det forslag, DR er kommet med til en løsning for UnderholdningsOrkestret.
Ifølge TV2 går forslaget ud på, at bruge seks millioner kroner mere til på musikerne i symfoniorkesteret. Marianne Jelved accepterer forslaget fra DR, som der nu skal arbejdes videre med i ministeriet.
»Der er kommet et forslag fra Danmarks Radio, som går ud på, at man kan bruge de ressourcer, man har, på nye måder. Jeg vil ikke gå i detaljer med det,« siger ministeren.
Hun fortalte, at bearbejdningen af forslaget vil blive sendt til kulturordførerne, som hun så vil mødes med igen i næste uge.
Det vides endnu ikke, hvordan ordførerne fra de borgerlige partier og Enhedslisten, der har truet med at gå uden om regeringen for at få UnderholdningsOrkestret videreført, forholder sig til forslaget.