DR ændrer optagelse efter kritik
X Factor-deltagerne må se langt efter Blachman og de andre dommere i det første optagelsesforløb efter kraftig kritik.
X Factor-deltagerne må se langt efter Blachman og de andre dommere i det første optagelsesforløb efter kraftig kritik.
Tusinder af håbefulde ansøgere møder i dag op til den første for-prøve til forårets udgave af X Factor, men de bliver slemt skuffede, hvis de tror, de kommer til at møde Thomas Blachman og hans to meddommere i studiet i Århus.
- Nej, det er rigtigt. Dommerne deltager ikke i pre-castingen. De kommer først på banen til de første auditions i oktober, siger DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme til bt.dk.
Det er musikkyndige og tv-tilrettelæggere, der står for grov-sorteringen af de talenter, der får chancen for at gå på scenen foran Blachman og co. og en fuld sal af publikum.
Latterliggjort
DR har ændret på optagelsesforløbet efter kraftig kritik fra seerne over, at folk ved sidste års auditions blev udstillet og latterliggjort. Sidste år gik der kun en dag mellem pre-casting og de første auditions.
- Der var noget om den kritik, vi fik, og det tager vi alvorligt. Derfor går der i år lidt længere tid mellem pre-castingen og de første auditions, fordi vi har brug for tid til at snakke med de deltagere, der går videre, så vi er bedre forberedte til den første audition i år. Vi vil gå mere kritisk til værks for at sikre, at det er de rigtige deltagere, og at det ikke sker igen, forklarer Jan Lagermand Lundme.
Fredag holder DR pressemøde, hvor Blachman, Pernille Rosendahl og afløseren for Remee vil blive præsenteret. Ifølge MSN Starlounge er det Carsten Soulshocks gamle partner, producer og sangskriver Mich 'Cutfather' Hedin, der arbejder med stjerner som f.eks. Kylie Minogue.
- Jeg kan forsikre, at alt er i spil, og intet er afgjort endnu. Jeg kan hverken af- eller bekræfte, at Soulshock ikke er med. Vi har været rigtig glade for ham som dommer i sidste sæson. X Factor er ikke en stor maskine, men består af kød og blod. Vi gør os rigtig umage for at finde tre dommere, der passer sammen. Der er ingen garantier for, at det kommer til at fungere 110 pct., men det tror vi på med den trio, vi har i år.