Robert Nielsen, Nørrebro, er det, der med et moderne ord hedder præstationsblokeret. Han begyndte i kontanthjælpssystemet som 18-årig i 1986, efter en skolegang præget af fravær.
I 2012 blev han efter 25 år den legemliggjorte ugidelighed, men samtidig et vidnesbyrd om, at man godt kan udrette en hel masse uden selv at få hænderne op af lommerne.
Den kortklippede og begavede, arbejdsføre mand med en ganske vist noget uplejet skægvækst havde fedet den i 11 år på kontanthjælp efter på RUC at have læst til cand.polit., foruden kinesisk og filosofi, dog uden at fuldføre nogen af studierne.
En søndag aften i DR2s debatprogram På den 2. side fortalte han, hvordan han havde levet af offentlige ydelser efter at have taget for sig af universitetets tilbud, indtil de ikke interesserede ham mere.
»Samfundet må komme med et tilbud, der matcher de evner og kræfter, jeg har,« sagde Robert Nielsen indigneret. Og hermed forbrød han sig mod den uskrevne regel om, at når man feder den på andres regning, så må man som minimum have så meget pli at gøre det i dølgsmål.
Nu blev han sporenstregs døbt Dovne-Robert og hans ihærdige mangel på virksomhed fik bloggere, lederskribenter, meningsdannere og politikere på overarbejde.
»Samfundsnasser,« råbte Ellen Trane Nørby fra Venstre.
»En skandale,« gjaldede Liberal Alliances Joachim B. Olsen.
»Tossebolle,« lød det fra FOAs formand, Dennis Kristensen.
Mens erhvervsmanden Asger Aamund kaldte ham »en hån mod det arbejdende Danmark« og slog til lyd for, at Robert Nielsen »burde have en skovl i hånden og komme i gang«.
Debatten om »Dovne-Robert« vakte sammen med debatten om »Fattig-Carina« så meget postyr, at fire ud af ti danskere på ét år har ændret syn på kontanthjælp. Samlet set er der i dag flere danskere, der mener, at kontanthjælpen er for høj, end der var for ét år siden. Andre er til gengæld gået den modsatte vej hver femte mener, at beløbet er for lavt. Pludselig fik Robert Nielsens udtalte mangel på initiativ både politiske og lovgivningsmæssige konsekvenser. Først udløste det en højrøstet debat om Velfærdsdanmark og 25 år med kontanthjælpssystemet, og i det nye år udmønter det sig bl.a. i en kontanthjælpsreform.
I december kom Robert Nielsen på forsiden af DSB-bladet Ud&Se og optrådte inde i bladet i Che Guevara-T-shirt, med rød Cecil og dødningehoveder tatoveret på venstre underarm. Hans mor var lærer og røg pibe, hans far, som han ikke har set meget til, er erhvervsadvokat i Aalborg, fremgår det. Han bruger desuden tandprotese, for han har ikke flere originale tænder i overmunden og kun få tilbage i undermunden. Protesen har han selv betalt.
Fænomenet er ikke af nyere dato. Vort gamle modersmål har til alle tider haft et righoldigt arsenal af (skælds)ord, der betegner fænomenet: en dovenlars, en dovendiderik, et dovendyr, en sofakartoffel og en doven hund. Man »ligger på den lade side«, »hænger i bremsen« eller »holder vagt på sofaen«. »Han lopper den,« sagde man også, eller »han prinser den«, med henvisning til kongehusets privilegier.
For ikke at forglemme Jacob Haugaards sammenslutning af »bevidst arbejdssky elementer«. Det var den med mottoet: »Arbejdere i alle lande, hold op med det!«
Nu har vi tilmed også en »dovenrobert«.
Fødselsdagslisten bringes i morgendagens avis.