Bjarne Riis kendte til doping på sit cykehold. Det er den store nyhed i den dopingrapport, som 9.30 tirsdag formiddag blev offentliggjort.
Rapporten har været undervejs i mere end to år, og den konkluderer altså, at Bjarne Riis leverede et stort svigt ved at acceptere doping på cykelholdet.
Riis har stædigt og gentagne gange nægtet at have kendt til, at hans ryttere brugte doping og slået sig op på, at han drev et rent cykelhold.
Hovedpunkter i rapporten er disse:
* Der var allerede før Riis' indtog på holdet en "team-dopingcentral" i Luxembourg, hvor rytterne kunne hente doping. Johnny Weltz stod for leverancerne.
* Holdets læger rådgav rytterne om brug af EPO, ligeom man lavede interne kontroller for at holde øje med at hæmatokritværdierne ikke blev for høje.
* Carlos Sastre følte, at Riis opfordrede ham til at bruge bloddoping i Touren 2008. Riis mener, det er en misforståelse.
* Riis indrømmer viden om, at han kendte til Tyler Hamiltons brug af lægen Fuentes. Riis afviser dog kendskab til, at Ivan Basso brugte samme læge. Ifølge rapporten kendte Riis også til andre rytteres brug af doping.
* Johnny Weltz siger, at han i holdets første år følte sig presset af både Alex Pedersen og Torben Kølbæk, der var i holdets ledelse til at skaffe resultater og bruge doping. Det mener Alex Pedersen ikke passer.
* Bjarne Riis opfordrede ifølge rapporten Bo Hamburger til at skaffe EPO til Jörg Jaksche.
* Der blev brugt masser af kortison på holdet - uden en rimelig medicinsk begrundelse.
Følg med her, når sportsredaktør Benjamin Munk Lund fremdrager de vigtigste pointer i rapporten. Klokken 12.00 stiller repræsentanter fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Anti Doping Danmark (ADD) op til pressemøde og besvarer spørgsmål.
Det er DIF og ADD, der har lavet undersøgelsen, som blev sat i gang efter Michael Rasmussen i januar 2013 indrømmede massiv brug af doping gennem hele sin karriere. Mod at få nedsat sin straf gik han med til at fortælle detaljeret om sin viden om doping i dansk cykelsport.
OBS: Det kan godt tage nogle sekunder at loade live-dækningen, så hav lidt tålmodighed ...