Natten til fredag 9. februar offentliggjorde Den Internationale Sportsdomstol (CAS) dommen over de 45 udøvere og to trænere, der havde appelleret et forbud mod at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang: De får ikke lov at være med. Dommen skaber, skriver Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) på deres hjemmeside, »stor tilfredshed«

Glem alt om detaljer og fakta. Næste år kommer nye arrestationer. Der vil være anæmiske cykelryttere på dope og kropshysteriske gymnaster, der får blokeret biorytmerne som 12-årige. Vi vil se langrendsudøvere med hæmatokritværdier som i et vildt dyr fra junglen. Ja, vi vil. Nye dramaer. Og så bliver det endnu en gang tid til at puste vores moraliserende ilttelt op, så vi bliver helt blå i hovederne. Hvis vi vil have underholdning, hurtigere, højere, stærkere kroppe, endnu federe fladskærme og en reportagestil med kameraer helt oppe i tarmen på atleterne, får vi doping med i posen.

Og nu også onde russere.

Det er moralsk kapital for Wadas selvkærlighed med dopingsager i plus size, og de kaster os ud i noget på én gang hyggeligt og skræmmende. Der er noget med de her massivt dopede østeuropæere – bevares, plus et par svenskere og tyskere – som er ren hygge i den ene ende og ubehageligt trusselsbillede i den anden.

De russiske dopingdjævle

CAS’ retslige eksekvering slynger os umærkeligt tilbage i en velkendt verdensorden, hvor den store russiske bjørn per definition er utilregnelig og monstrøs. Det er en tryg tanke.

Nu hvor den bipolære magtbalance er væk, Muren er faldet, og fjendebillederne har forskudt sig, har russerne behændigt sat dagsordenen igen: De er de onde, systematiske dopingdjævle.

Resultatet er en let hovedrysten, en kedsomhed. Tja, det kan alligevel ikke blive værre. Først cykling og nu også langrend. Hvem gider se 10-20 skøjteløbere eller cykelryttere kæmpe ufatteligt rent med lige så ufatteligt rene kroppe om ufatteligt rene medaljer?

Men afsløringerne er selvfølgelig også en trykplade for nye skrækscenarier. Putin og hans pumpede sports- og fitnessregime gør bare, hvad der passer dem. Konsekvenser? En by i Rusland, som man siger. Et Rusland, der både er tegneserieagtig anakronisme og en magtfaktor, vi slet ikke kender omfanget af.

Underholdningen har altid en konflikt og en ven og en fjende, ellers gad vi jo ikke se på den, og på dopingens store scene er den også spejlbilledet af en global paranoia. Vel at mærke ikke en verden, der er kaotisk og uregerlig, men nu, ved begyndelsen af Pyeongchang, en tryg og velordnet klode med bjørn og politibetjent, øst og vest, mennesker med kanyler i skinnebenet og mennesker, der den ene dag synes, at Michael Rasmussen er en gud, og den næste dag fordømmer ham som afpillet narkovrag.

Med andre ord: Billedet af kollektiv hysteri med fast fornyelsesgaranti og licens til auto-moraliserende pegefingre.

Doping er den nye fitnessreligion

Doping anno 2018 handler ikke om Vladimir, der bliver anholdt af politiet nede på grillen i Vladivostok med et par kanyler stikkende ud af en ufatteligt grim vindjakke.

Nej, den fortæller historien om et skarpt orkestreret embedssystem og en top af Putin-venner, der med den ene hånd distribuerer piller og blod, og med den anden hånd slynger misogyne udtalelser ud i tide og utide.

Resultatet af det monstrøse, russiske dopingregime er en omvendt Marx: statstyret merprofit på kapitalistisk distribution af en fremmedgørende vare. Men det er også endeløse rækker af militariserede, kønsløse kroppe.

For mit indre blik ser jeg 1970erne og 1980ernes pigegymnaster, der med magt skulle bremses biologisk i ti-årsalderen, og østtyske hammerkastkvinder, der var hærdebrede og havde hår på benene.

»Russeren« bliver arketypen på transhumanismens projekt. Mennesket, der råber og sejrer i flok, og samtidig overskrider kroppens maksimum i excessiv kontrol. Ja, det er langt ude, synes Putins sportsvælde at sige, men vi har styr på det.

I virkeligheden burde vi herovre vestpå minde os selv om, at doping for længst er blevet den nye fitnessreligion. Jørgen og Ulla sveder dellerne væk hver mandag og har små sjove piller til salg, som smertefrit kan blandes med den kæmpe sæk proteinpulver fra nettet, der ankom til parcellen i onsdags.

Det er i denne kvalme domesticering, at vi abonnerer på en neger fra en fotogen landsby i Ghana samtidig med, at vi tilbydes livskvalitetsforøgende medicinstøv for næsten ingen penge. Det er sådan, vi rubricerer en enkelt svensk eller norsk skisportsudøver, der har bloddopet sig selv lidt for længe, som uheldig kriminel. Det er således, vi fastholder det absurde billede af en skandinavisk kropskultur, der kører på ren klidkiks og kamillete, som kontrast til de onde russere i deres fjerne, depraverede dopinghuse.

Doping er helligbrøde

»Springet« sker, når guderne griber ind i symbolikken mellem kroppens gerning og de heltefortællinger, vi tilskuere mæsker os i, skrev den franske litteraturtænker Roland Barthes i »Eiffeltårnet og andre mytologier« fra 1957.

Springet laver mirakler. Men det kan også vende grimt tilbage i sin egen parodi. Så bliver det til doping, som Barthes altså kendte til. Doping er helligbrøde, siger Barthes, for doping forsøger at imitere guderne. Det er det samme som at stjæle gnisten fra Gud.

Det paradoksale er, at en verden renset for doping – og vel at mærke en verden, der stadig skal være sportsligt underholdende med dramaer, skurke og venner og åbne sig som politisk spejl – også er en afromantiseret verden.

Hvad nu, hvis vi i vores iver efter at restaurere sportens olympiske idealer og forestillingerne om ædel renhed kommer til at gøre sportens indbyggede himmelstræben profan og intetsigende? Forudsigelig moralisering gør intet godt for sportens nerve.

Vi ender, som filosoffen Peter Sloterdijk hævdede i et interview med Der Spiegel i juni 2008, i en vulgær afsløringskultur, herhjemme fremragende personificeret af Bjarne Riis:

»Den gule trøje ligger i en papkasse i min garage. Du er velkommen til at hente den,« sagde han til journalisterne, der havde ild i øjnene.

Om to år, når der igen er Olympiske Lege, kan vi atter fortrænge, at sportens guddommelighedstrang findes i lille format nede i den lokale Fitness World, mens den i det store format er splinten i underholdningens og dramaets opspilede øje. Men med den lille finte, selvfølgelig, at Putins embedsvælde og Wadas dom igen gjorde verden tryg og til at forstå. Som tegneserie, gab, og trussel, uha uha.

Nu vil jeg spise en proteinbar og se sport på fjernsyn.