Skandalen om muligt og aftalt spil med Rusland under sidste års præsidentvalgkamp snører sig sammen om Donald Trump og hans familie. Efter flere dages ballade om et møde med en russisk advokat i Trump Tower 6. juni sidste år offentliggjorde Donald Trump Jr., præsidentens ældste søn, tirsdag en eksplosiv e-mailkorrespondance angiveligt velvidende at den alligevel ville slippe ud før eller siden.

En e-mail fra 3. juni 2016, der blev sendt til Donald Trump Jr. forud for mødet med advokaten, viser, hvordan en af faderens tidligere russiske forretningsforbindelser blev kontaktet af en højtstående embedsmand i den russiske regering, der tilbød Trumps kampagne smuds på faderens modstander under valgkampen, Hillary Clinton.