Arbejder præsident Donald Trumps personlige advokat, Michael Cohen, i virkeligheden slet ikke som advokat?

Er han i virkeligheden bare en »fikser« – altså sådan en, som i gangsterfilm tilkaldes af mafiabossen, hver gang et alvorligt problem skal fjernes i det skjulte?

Den amerikanske anklagemyndighed på Manhattan hælder til det sidste. Under et retsmøde med Michael Cohen pressede anklagerne på for, at Michael Cohens advokat, Stephen Ryan, skulle afsløre, hvem der egentlig er Cohens klienter ud over Trump.

Spørgsmålet er afgørende, for Michael Cohens rettigheder afhænger af, hvorvidt han i praksis har arbejdet som advokat.

Siden anklagerne fik ransaget Cohens hjem, kontor og hotelværelse mandag i sidste uge, har Cohens advokat og Trumps advokater i fællesskab arbejdet på – ad rettens vej – at stoppe anklagernes brug af beslaglagte beviser ved at påberåbe sig advokaters særlige ret til at have fortrolig kommunikation med deres klienter.

Men ifølge anklagerne har han reelt udført fra »lidt til intet juridisk arbejde« og længe stort set kun haft præsidenten som klient. Derfor mener anklagemyndigheden, at Cohen ikke kan påberåbe sig advokaters særlige beskyttelse.

Cohen-papirerne er den største trussel mod Trump

Donald Trump er oprørt over sagen, men selv præsidentens egne rådgivere finder, at den truer ham mere end den særlige undersøger Robert Muellers kulegravning af muligt ulovligt samarbejde mellem Trumps kampagnestab og Rusland.

Under ransagningen af Michael Cohen blev 12 elektroniske enheder, herunder mobiltelefoner, og angiveligt tusindvis af dokumenter og optagede samtaler beslaglagt.

I centrum af sagen står pornostjernen Stormy Daniels, som Michael Cohen har erkendt at have betalt 130.000 dollar til kort før præsidentvalget i 2016 uden dog at have oplyst hvorfor.

Ifølge Stormy Daniels var der tale om tys-tys-penge, som hun fik for at holde tæt om et seksuelt forhold til Donald Trump. Anklagerne efterforsker – ud over mulig banksvindel – om Cohen kan have påvirket det amerikanske præsidentvalg ved ulovligt at bruge valgmidler til at holde den negative historie nede ved at købe Stormy Daniels til tavshed.

Stormy Daniels var mandag til stede til retsmødet.

Fox-vært nægter at have hyret Cohen

I sidste uge blev det afsløret af Wall Street Journal, at Michael Cohen i slutningen af 2017 også hjalp en republikansk stordonor, Elliott Broidy, med at forhandle et forlig på 1,6 mio. dollar med en tidligere Playboy-model, der blev gravid, efter at de havde haft en affære.

Under retsmødet mandag lagde anklagemyndigheden pres på Michael Cohens advokat for at få navnet på en tredje mystisk klient, men først efter at dommeren havde afkrævet svar på spørgsmålet, oplyste advokaten navnet.

Michael Cohen – viste det sig – har også arbejdet for Fox News-TV-værten Sean Hannity.

Hannity er et interessant navn i det amerikanske mediebillede. Han er Donald Trumps yndlingsvært og en glødende tilhænger af præsidenten.

Ifølge Cohens advokat, Stephen Ryan, er Hannity blot en ud af tre klienter, som Cohen har rådgivet juridisk, siden han forlod Trumps private selskab i begyndelsen af 2017.

Før Hannitys navn blev afsløret i retten, havde Stephen Ryan ifølge New York Times argumenteret for, at hans mystiske klient var en »fremtrædende person«, der ønskede at holde sin identitet skjult, da han følte sig »flov« over at blive udråbt som Cohens klient.

Efter hans navn blev afsløret i retten, var den konservative TV-kendis også hurtigt ude at tage afstand fra at blive omtalt som Cohens klient.

»Michael Cohen har aldrig repræsenteret mig i noget spørgsmål,« skrev Sean Hannity på Twitter.

»Jeg har aldrig hyret ham, modtaget en faktura eller betalt regninger for juridisk bistand. Jeg har lejlighedsvis haft korte drøftelser med ham om juridiske spørgsmål, hvor jeg ønskede hans input og perspektiv.«

Daniels stormer mod Cohen

Passer det, at Fox News-værten Stephen Hannity ikke har haft Michael Cohen som advokat, betyder det, at Michael Cohen – ud over at have fikset forliget på 1,6 mio. dollar til playboymodellen for Elliott Broidy – i over et år reelt kun haft Trump som klient.

Og så er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål: Er Michael Cohen advokat, eller arbejder han med mere lyssky affærer for Donald Trump?

I et slag til præsident Trump afviste dommeren Kimba Wood en anmodning fra ham og hans advokat om at få lov til at gennemgå de beslaglagte beviser før anklagerne.

Kimba Wood besluttede dog også, at anklagerne ikke med det samme vil få adgang til materialet, og at Trump og hans advokater vil få kopier af de dokumenter, der omhandler ham.

Stormy Daniels er ikke i tvivl om Michael Cohens rolle. Efter retsmødet rasede hun mod ham uden for retsbygningen. Hun sagde, at Michael Cohen længe havde spillet efter »et andet sæt regler – eller skal vi sige ingen regler overhovedet«.

»I årevis har hr. Cohen optrådt, som om han er hævet over loven,« sagde hun.

»Han har aldrig ment, at den lille mand, eller især kvinder, og endnu mere kvinder som mig, har betydning. Det slutter nu.«

Stormy Daniels' advokat, Michael Avenatti, sagde, at de deltog i retsmødet af frygt for, at de beslaglagte beviser vil blive tilintetgjort.

Men også fordi det nu endelig er tid til et retsopgør med Michael Cohen, der ikke dukkede op til det første retsmøde i fredags, men i stedet blev afsløret i afslappet selskab med sine venner uden for Loews Regency Hotel i New York, storrygende på cigarer.

»Han er radioaktiv,« sagde Michael Avenatti om Cohen.

»Og enhver, som har været i forbindelse med ham de sidste 20 til 30 år, burde være meget, meget bekymret.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.